Tudser invaderer danske hjem

Nu har en grøn og slimet fætter fundet vejen ind i varmen. Læs, hvad du skal gøre.
Tudse på et grønt blad

Foto: Getty Images

Når du kommer hjem efter en lang arbejdsdag og hænger jakken på knagerækken, er det formentlig ikke en slimet tudse, du forventer, byder dig velkommen i entréen. Men lige for tiden kan netop dette scenarie udspille sig. Padden er nemlig på vej i vinterhi og kan derfor blive lokket indendøre af varmen. Oftest finder den vej gennem åbne døre eller vinduer. Det skriver BT. 

En slimet ven for livet

Naturvejleder Anders Kofoed fortæller dog, at der ikke er grund til bekymring, hvis du har besøg af det hoppende væsen. Selvom tudsen ikke er det optimale husdyr, så fortæller han, at hvis du lader tudsen blive i stedet for at sætte den fri, så kan du have fået dig en ven for de næste 30-40 år. 

– En tudse bliver stor og smuk, og hvis du har en dårlig dag, så går du lige ud og kigger den ind i øjnene – så har du aldrig set øjne, der er smukkere. Det kan godt være, den er grim, men øjnene er vildt fede, siger Anders Kofoed.

Sådan hjælper du tudsen på vej

Uanset om du er enig i naturvejlederens betragtning eller ej, så er det dog ikke en god idé at lade tudsen blive indendøre. For selvom den tror, at det er rart at være inde i varmen, så er vores huse meget tørre sammenlignet med udemiljøet. Tudserne kan ikke tåle at være der en hel vinter igennem, og du skal derfor hjælpe den ud igen. 

Måske er du stødt på tudsen i kælderskakten. Den har nemlig langt lettere ved at hoppe ned ad trappen, men det er straks værre at komme op igen. Du kan sagtens lade den være, men du kan også hjælpe den ved at tage den op og sætte den under en busk, hvor den kan gemme sig. Og skulle du fristes til at give den lidt at spise, så hjælper det den ikke, da den lukker ned for systemet inden vinterhiet.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler