Virkede dine grøntsager blege i sommer, skranter havens stauder, eller var der gule pletter på bærbuskenes blade? Så har du måske problemer med næringsindholdet i din havejord – også selv om du er flittig til at gøde.
Send en prøve
Hvis gødningen ikke indeholder de rigtige mængder af de stoffer, som planterne skal bruge, kan den faktisk gøre mere skade end gavn.
• Du kan tage jord fra et enkelt område eller tage prøver over hele haven og få et generelt svar.
• Mærk 10-15 steder af, undgå steder, hvor der fx er spildt gødning, hvor der har været bål, eller hvor hunden har toilet. Grav et hul en spadestiks dybde hvert sted. Læg jorden ved siden af og “skær” en skive på et par cm af siden på hullet.
• Skær en tynd strimmel ud af skiven med en kniv – sørg for, at du har jord fra toplaget og et spadestik ned.
• Saml jorden fra alle prøvesteder i en spand og bland det godt.
• Hent en prøvepose og en returkuvert i et havecenter. Indsend ca. 300 g jord til Eurofins Steins Laboratorium (ca. 400 kr.) Efter ca. 3 uger kommer svaret og en generel gødningsanvisning.
For dine planter er for meget og for lidt gødning lige skidt. Så før du griber til en ny pose gødning eller kalktilskud, kan det være en rigtig god idé at gå lidt videnskabeligt til værks. Du får tjek på, hvad jorden indeholder – og mangler – hvis du indsender en prøve af jorden til en analyse. Du får et skema retur, hvor du kan se pH-værdi, fosfor- og kaliumtal.
Holder i minimum fire år
Jordprøver til analyse kan med fordel udtages i perioden fra oktober til maj måned, men ikke umiddelbart efter, der er spredt gødning, og du kan regne med, at resultatet gælder for en periode fra fire til fem år.
Mangelsygdomme
Balancen mellem kalium, fosfor og kvælstof skal være fint afstemt, så planterne kan få den næring, de har brug for.
Fosfor
Tilstræb et fosfor-tal ml. 3 og 5. Fosformangel giver nærmest blågrønne blade. Bladkanterne brunfarves, knopsætningen er sparsom, blomsterne små og rodnettet svagt.
Kalium
Du bør tilstræbe et kaliumtal omkring 10. Mangel på kalium giver brune bladkanter. Farverne i blomsterne bliver svagere, og skuddene bliver korte.
Kvælstof
Kvælstofmangel giver gule, visne blade, svag vækst, små blomster og træagtige skud. For meget kvælstof betyder, at der “sættes” for meget top i forhold til rødderne – de sætter mange blomster og frugter, som aldrig når at modne.
Jordens pH-værdi
Jordens surhedsgrad, pH-værdien, er væsentlig for røddernes evne til at optage næringsstoffer. Surhedsgraden kan hæves ved at tilføre kalk, og den kan sænkes med kompost eller spagnum i jorden eller ved at bruge gødninger med et lavt pH, fx svovlsur ammoniak.
Tekst og Foto: Lise Mortensen Høy, 606