Helleborus hybrider
Foråret starter i bedet med påskelokker, Helleborus hybrider. Siden forsommeren har påskeklokkernes mørkegrønne blade sikret en frodig grøn baggrund for skiftende blomsterflot, men nu må de lade livet. Nedenunder bladene er påskeklokkernes blomster nemlig på vej, og de skal have lys og luft til at kunne udvikle sig.
På denne årstid er der ikke noget bedre, end at vippe de gamle blade lidt til side og opdage blomsterknopperne, der endnu bøjer hovederne mod jorden. Heldigvis varer det ikke længe før de løfter sig. De gamle blade bliver klippet af ved grunden.
De gamle blade kan være syge
De gamle blade skal ikke på komposten, men skal fjernes helt fra haven. Bladene kan nemlig være smittet med plantesygedomme, der kan sprede sig til de nye blade. Endnu en god grund til at få dem klippet af, nu hvor risikoen for at forvolde skade på andre fremspirende forårsvækster i bedet også er mindst.
Smukke vinterblomster
Påskeklokkerne er dejlige vinterblomster, der skutter sig, hvis det skulle blive rigtig koldt, men nok skal klare den. Faktisk er de foran både erantis og vintergætter i år, og er dermed havens første forårsbebudere. Nu er de klar til foråret, som rammer om en måned eller to.
Det er tilladt at glæde sig.