Rullegræs | Få en flot græsplæne på rekordtid

Med rullegræs i haven kan du hurtigt og nemt få en grøn og frodig græsplæne, som er lige til at nyde. Se alt, hvad du skal vide om rullegræs her, og følg vores trin-for-trin-guide til, hvordan du anlægger den perfekte plæne.

Ønsker du en frodig og grøn græsplæne i en fart, skal du ikke så haven med græsfrø, men i stedet investere i rullegræs. Rullegræs er nemlig en fantastisk, nem og hurtig måde at få en flot plæne.

Her kan du finde alt, du skal vide om rullegræs og følge vores trin-for-trin-guide, der viser, hvordan du lægger din nye plæne på en eftermiddag.

Klik herunder, for at komme direkte til det, du søger: 

  1. Hvad skal jeg vide om rullegræs?
  2. Sådan forbereder du jorden
  3. Behandl rullegræsset korrekt
  4. Sådan ruller du græsset ud
  5. Få rullegræsset til at slå rod

Hvad koster rullegræs?

Rullegræs er en nem og hurtig måde at få etableret en græsplæne i haven, men når noget er nemt og hurtigt, koster det ofte lidt mere end andre alternativer. Det er også tilfældet med rullegræs.

Prisen for rullegræs afregnes typisk i kvadratmeter, hvor startprisen går fra omkring 25 kroner og opefter afhængig af areal og græstype. Jo større græsplæne du lægger, des billigere bliver prisen per kvadratmeter.  

Hvornår skal du lægge rullegræs?

Rullegræs lægges allerbedst i august-september, hvor jorden er lun, og hvor der normalt er masser af regn. I princippet kan græsset rulles ud fra april til november, blot det passes med vanding i tørre perioder, indtil rødderne har ordentligt fat. 
Rullegræs kan overhovedet ikke etablere sig i frostvejr.

 

Slip for slåskampen med ukrudtet 

Rullegræsset har allerede fra starten et solidt forspring frem for ukrudtet, som ofte kræver kamp til stregen, mens en sået græsplæne vokser op. Se, hvordan du slipper af med mos og ukrudt i græsset her.

Rulleplænen er nem at etablere – selve græsrullerne kan du lægge på plads på en eftermiddag.

Læs også: Sådan får du en ny græsplæne med såning af græs

Hvordan lægger man rullegræs?

Herunder kan du se vores trin-for-trin-guide, der viser, hvordan du lægger den perfekte plæne med rullegræs. 

1. Forbered jorden

Første trin er selve forberedelsen af jorden, og den forgår på samme måde, som hvis du skulle så græsset: Hvis jorden er kørt sammen af maskiner ved byggeriet, skal den grubbes eller evt. graves igennem.

Fjern gammelt ukrudt

Herefter skal familien i gang med river og trillebøre og fjerne al ukrudt, kvikgræsrødder, sten og græstotter, så jorden bliver plan og gennemarbejdet.
Jorden må ikke være for løs, da den så senere vil sætte sig under græsset. Derfor skal arealet tromles let, eller allerbedst trædes til, før græsset rulles ud.

Læs også: Græsfrø – alt om at så græs og gøde græsplænen korrekt

Gamle ujævnheder skal fjernes

Husk ved overgang til fliser eller andre belægninger at regne med, at græstørven er ca. halvanden cm tyk. Og ja – her er ingen tryllerier. De ujævnheder, der findes på arealet, vil kunne ses på plænen, så det er her i forarbejdet, at I sikrer det flotte slutresultat.

Gennemvand jorden i et døgn

  Er jordstykket meget tørt, er det vigtigt, at jorden bliver gennemvandet ca. et døgn inden græsset lægges ud. Når græsset først ligger der, er det vanskeligt at få den underliggende jord fugtig nok, og jorden vil kunne suge vandet ud af græsmåtterne, så græsset tørster.
Endelig skal jordstykket gødes – brug 2-3 kg NPK-gødning (14-3-15) pr. 100 kvadratmeter græsplæne.

2. Sådan behandler du rullegræsset

Andet trin er behandlingen. Først når jordstykket er helt klart, kan græsset lægges ud. Og derfor kræver rullegræs timing, for hvis det ligger for længe og venter i rullerne, brænder de små planter sammen og dør.

Rullegræsset skal lægges indenfor to døgn

Vent eventuelt med at bestille græsset, til arealet er helt klart. Fra otte timer til to døgn afhængigt at vejret og transporttiden, har I, fra rullerne ankommer med fragtmanden, til alt græs skal være rullet ud.  Det græs, der skal bruges sidst, har bedst af at blive lagt i læ og skygge for at mindske udtørring og opvarmning. Ser rullerne tørre ud, når I får dem, har de godt af en let overbrusning med koldt vand.

Rullegræs findes i forskellige sorter

 

Ligesom græsfrø findes rullegræs i forskellige sorter. Du kan vælge mellem græs til almindelig brug, til skygge og en blanding med mikrokløver, der er langsomt voksende, og som holder sig grøn i tørkeperioder. Spørg i plantecentret.

3. Rul græsset rigtigt ud

Tredje trin er at rulle græsset ud. Det er nemmest at begynde at lægge rullerne langs den længste lige kant og arbejde sig videre derfra. Læg banerne i forbandt (så banerne ender forskellige steder), det giver det pæneste resultat.
Med en skarp spade og en god skarp kniv er det nemt at skære enderne og siderne til.

Brug en trillebør, hvis der er meget rullegræs

Hvis I har en rigtig stor græsplæne, vil det være en fordel at kunne køre rullerne ind på en trillebør. Det gør I bedst ved at lægge køreplader ud over det græs, der allerede er lagt – så kører I ikke spor i underlaget.

Fyld samlinger med topdressing

Eventuelle sprækker og småhuller i samlingerne udfyldes med en såkaldt topdressing – en blanding af sand, kompost og græsfrø. 3-4 mm topdressing er ofte tilstrækkeligt. Brug bagsiden af en rive til at jævne få sandet ned i samlingerne.

 

4. Lad rullegræsset slå rod

Fjerde trin er at sikre, at rullegræsset slår rod og får kontakt med den underliggende jord. Begynd med at tromle plænen, og det skal foregå lige efter, at plænen er lagt – og inden første vanding.

 

Hold øje med plænen, den skal vandes rigeligt

Bagefter skal græsset passes med vand. Faktisk er rigeligt vand en forudsætning for et godt resultat. Vand første gang umiddelbart efter græsset er lagt ud og trykket fast. Herefter skal græsset og jorden under det, løbende holdes fugtigt indtil græsmåtterne er groet fast.

Hvor tit skal rullegræsset vandes

Hvor meget og hvor tit, der skal vandes, afhænger af vejret. I varmt og blæsende vejr sker udtørringen overraskende hurtigt. Under almindelige vejrbetingelser vil en retningslinje være, at I vander med 15-20 mm vand hver anden eller tredje dag og gradvis forlænger intervallerne i takt med, at græsset gror fast.

 

Jorden skal være fugtig

Princippet er, at der skal vandes så meget, at vandet trænger igennem græsmåtten, så jorden under bliver fugtig. Men der må aldrig blive sjappet. Gød igen, som da du klargjorde jorden, tre uger efter du har lagt græsset.

Har tørken gjort græsset gult? Se, hvordan du redder græsplænen efter tørken har fået fat i den her. 

 

Problemknuseren

Inden for ca. 8-10 dage skal du kunne se små nye hvide rødder, når du vipper kanten af en græsmåtte op. Er dette ikke tilfældet, bør vandingen tjekkes. Græstørv, der ligger i skygge, vil danne rødder meget langsomt – om overhovedet. Undgå derfor at lægge rullegræs i dyb skygge.

Pas på – undgå belastning de første uger

Undgå kraftig belastning af græsset de første to til tre uger. I må gerne færdes på det – men undgå fodbolddrenge og ivrige hunde.

Hold plænen flot med disse 7 trin

Når du først har anlagt din plæne, handler det om, at holde den ved lige. Du kan med fordel følge denne guide til, hvordan du holer græsplænen flot og frodig med disse 7 trin

Mest læste artikler