Haveselskabets rådgivning giver her svar på et af de spørgsmål, som de oftest får stillet i april.
Hvad gør jeg ved mos i plænen?
Foråret er et godt tidspunkt at fjerne mos på, for det har haft gode vækstbetingelser over vinteren – især hvis det har været vådt og mildt. Men når jorden varmes op, begynder græsset at gro, og derfor er det godt at fjerne mos netop nu.
Mos kan fjernes med en vertikalskærer eller en mosrive med metaltænder, især hvis der ikke er så meget mos i plænen. Når mosset er fjernet, skabes der lys og luft til græsset, og du kan med fordel efterså græs og hjælpe det lidt på vej med gødning.
En effektiv måde at undgå mos på er ved at holde plænen tæt – og det opnår du bedst ved at klippe det regelmæssigt. Men det er værd at bemærke, at det ikke er nødvendigt at fjerne mos i plænen, hvis du ellers ikke har noget imod, at det er der. Ligger din plæne i skygge, må du acceptere, at der altid vil være lidt mos i den. Græs har de bedste vækstbetingelser, hvis det får meget sol, vand og gødning.
Haveselskabets rådgivning
Haveselskabet, som er en landsdækkende og almennyttig forening med rødder helt tilbage til 1830, har i snart 60 år tilbudt haverådgivning til sine medlemmer og hjulpet både nye haveejere og rutinerede haveentusiaster med store og små problemer i haven. Selskabet udgiver magasinet HAVEN og tilbyder ud over rådgivning bl.a. gode medlemstilbud, havevandringer og workshops.