Ca. 100 brande om året forårsaget af grill
Hvert år rykker brandvæsenet ud til cirka 100 brande, som er antændt af gløder fra grill. Brandene opstår typisk ved, at der er grillet for tæt på brandbart materiale, ved forkert optænding, eller ved at aske og gløder fra grillen ikke er slukket ordentligt, når de bliver smidt ud.
Forholdsregler når du griller
- Grill med sikker afstand: Din grill (gas-, kul-, eller engangsgrill) skal placeres udendørs og i passende afstand fra brandbart materiale, som f.eks. stråtag, legehus, lyng o.lign. Det er dog tilladt at grille på åbne altaner, men beboerforeninger kan forbyde det. Tjek derfor ordensregler og vedtægter i din beboerforening, før du tænder grillen.
- Grill aldrig i lukkede rum: Grillen må ikke tændes i lukkede rum, da grillen udvikler farlig kulilte. Altaner, udestuer og andre overdækkede rum skal mindst have en åben langside til det fri, før det er tilladt at grille dér.
- Grill med omtanke: Vis hensyn til naboer eller andre i din nærhed, der kan blive generet af røgen. Og hav vand klar til slukning, hvis uheldet skulle være ude.
Altan, tagterrasse og carport
Du må gerne tænde mindre griller på udendørs overdækkede områder, hvis der mindst er én åben langside til det fri. Lokale beboerforeninger kan dog forbyde grill på altaner. Tjek derfor ordensregler og vedtægter om grill i din beboerforening, før du tænder op under kullene.
Brug aldrig grill indendørs
En grill må ikke bruges indendørs. Den udvikler farlig kulilte, der ophobes, hvis den antændes i et lukket rum. Det er kun restauranter og lignende steder med særligt fremstillede griller, der må bruge dem indendørs.
Have, gård og fællesarealer
Her kan du grille, så længe grillen er placeret med passende afstand til brandbart materiale, som fx bygninger med stråtag, legehus, lyng og lignende. Lokalt kan beboerforeninger forbyde grill på fællesarealer, og en kommune kan fastsætte nærmere vilkår for brug af griller i områder med øget brandrisiko. Tjek derfor, hvilke regler der gælder de steder, hvor du vil grille, hos beboerforeningen og kommunen.
Optændingsvæske – kun på kold grill
Optændingsvæske må kun bruges, når grillen er kold og placeret langt væk fra brandbart materiale. Du må ikke bruge optændingsvæske, hvis du skal tænde grillen op i carporten eller andre overdækkede steder.
Sommerhuset
Der gælder de samme regler for grill på sommerhusgrunde som alle andre steder: Grillen skal være placeret med passende afstand til brandbare bevoksninger, f.eks. tørt lyng, og andet brandbart materiale som f.eks. legehus eller oplag af brandbare stoffer.
Engangsgrill må ikke stå direkte på græs
Engangsgriller bliver meget varme i bunden. Stil derfor engangsgriller på et underlag, der ikke kan brænde, f.eks. metal, sand eller beton. Grav ikke grillen ned i sandet, da andre ikke kan se den og risikerer at træde på den og få forbrændinger.
Gå aldrig fra en grill, der ikke er slukket
Du må aldrig forlade en grill, før den er slukket. Hvis du ikke befinder dig ved grillen, indtil den er slukket, bør du slukke den ved at hælde vand over grillen og evt. det sted, hvor den har stået.
Du kan læse mere om grill og sikkerhed på Beredskabsstyrelsens hjemmeside www.brs.dk