Fra nybegynder til grillmester

Bliv villavejens grillmester i år. Vi giver dig de smagfulde tricks.

Forberedelserne

Den gode forberedelse løfter dine evner som grillmester – og uanset om I er to eller 20, så får alle en bedre oplevelse, hvis én har ansvaret for forberedelsen.

En rummelig kurv eller en bakke med kant er ideel, når du skal grille. Her samler du alt, hvad du skal bruge ved grillen.

Råvarer dækkes naturligvis behørigt af, så fluer ikke kan gå i dem.

Læg også en fugtig klud og en køkkenrulle i kurven.

En god snack – som ikke er afhængig af varme – og noget godt at drikke er godt at have i baghånden, hvis kul eller briketter driller.

Hvilken grill skal jeg vælge?

Når du skal grille større stykker kød som oksefilet eller kylling, er det en god idé at vælge indirekte grillning. Det indebærer en lavere temperatur, da kødet ikke lægges direkte på varmekilden.

Metoden er næsten den samme, som når du steger i en ovn, men udendørs tilfører du den
helt unikke grillduft og smag.

I en kulgrillforer” du grillen med de varme kul langs siderne, så der er et glødefrit område i midten. Her lægges kødet. Under kødet placeres en foliebakke eller lignende, der kan opsamle kødsaft og fedt. Læg gerne et låg med ventilationshuller over kødet.

Bruger du en gasgrill, skal du slukke for mindst en brænder, når grillen er varmet op. Læg kødet over den slukkede brænder og luk.

Et stegetermometer nærmest uundværligt, når du griller større kødstykker. Skal du grille burgere, pølser og grøntsager kan du stege dem direkte på varmelegemet uanset grilltypen.

Skal dit kød grilles mindre end 25 minutter, kan du altid anvende direkte grillning. Du kan grille med en kombination af inddirekte og direkte grill, hvis du vil have en “sprød” overflade med masser af farve.

Gode smagssættere

Du kan nemt selv lave en god marinade. En blanding af olie, eddike, soja, honning og dine foretrukne krydderier er en god base.Kan du lide hvidløg, er hvidløgsfed gode at lægge ind i kløfter i kødet, skåret med en skarp kniv.

Hvis du er til stærke krydderier som frisk chili, ingefær og koriander, så tænk på at kombinere de hede toner med nogle afsvalende – fx en yoghurt-sovs med grønt klip
af persille og oregano.

6 tips til at lykkes ved grillen

  1. Når du marinerer dit kød forhøjer du smagsoplevelsen og gør kødet mørt. Vil du marinere dit kød skal det minimum ligge i marinaden i to timer. Gerne natten over.
  2. En glace er en tyktflydende krydderblanding, som du pensler på kødet før og i løbet af grillningen, så det får en karamelliseret overflade.
  3. En rub er en tør krydderiblanding, som gnides ind i kødet, inden du lægger det på grillen. En rub giver god smag og en knasende overflade.
  4. Er du kul-mester, skal du huske, at grillen skal tændes min. 30 min., før du vil grille. Dine kul eller briketter skal være lysegrå. Så er de klar.
  5. Tag kødet fra køl ca. 20 min., før det skal grilles, så har det optimal temperatur. Sæt det tildækket på en bakke el. lign., hvorpå du også har samlet de redskaber, du skal bruge til grillningen.
  6. Når kødet er grillet, skal det ligge i ro ca. 5 min., før du skærer det op.

Mest læste artikler