Guide: Sådan lokker du foråret hurtigere frem i haven

Her er tjeklisten, du har glædet dig til – årets første gøremål i haven. Træer og buske skal trimmes, og du kan begynde at tjekke bedene, så de fine spirer får plads.

Lad haven komme godt igennem vinteren

Selv om det er vinter, er der ukrudtsarter, der vokser og andre, der overvintrer som bladrosetter i jordoverfladen. Lug ukrudtsplanterne, når du støder på dem, så er du dem kvit og risikerer ikke, at de bliver til mange flere til foråret.

Træer og buske i haven har haft et par hårde måneder med storm og kulde. I februar er det en god idé at gå dem efter i sømmene – både så du og andre undgår at komme til skade og for at forhindre plantesygdomme.

Knækkede grene, der hænger og dingler i trækronerne, er til fare for dem, der færdes i haven, så de skal fjernes. Samtidig er et flosset knæk indfaldsport for plantesygdomme, så det er en hjælp for træet, hvis du i stedet klipper eller saver med et rent snit, der følger grenkraven der, hvor grenen har sit udspring på hovedstammen eller en kraftig sidegren
Gamle, tætte buske kan trænge til en foryngelseskur. Den kan du give dem ved at fjerne de ældste grene ved grunden.

De løvfældende træer står med nøgne grene, så tidspunktet er ideelt til at fælde træer og fjerne buske. Det arbejde bliver meget mere omfattende, når safterne stiger, og træerne får blade. Mange af de afklippede grene kan klippes til buketter, der kan drives til udspring inden døre og give lidt forår på forskud.

Oprydning er godt i køkkenhaven, så visne grønsager ikke bærer plantesygdomme videre til den næste sæson. Dæk jorden med kompost. Det luner og beskytter jordstrukturen og tilfører samtidig jorden næring og strukturforbedrende materiale.

De er søde og stærke i farverne: primula, hornviol og forskellige løgblomster. Plant dem tæt sammen i en lav krukke eller måske en gammel mandarinkasse, og lad dem pynte på havebordet eller trappestenen. Planterne tåler lave temperaturer, men hvis det bliver hård frost, skal de dækkes med fiberdug eller flyttes indenfor, mens frosten bider.

10 hurtige til januar/februar

  • Vinterdæk sarte planter ved hård frost.
  • Fjern vinterdækket, så snart frosten slipper.
  • Giv småfuglene foder og vand.
  • Undgå at betræde plænen, når det fryser.
  • Klip gamle blade af juleroser og påskeklokker.
  • Bestil blomsterfrø på nettet.
  • Skær efterårshindbær ned til grunden.
  • Gem hyacint-løg til udplantning.
  • Send plæneklipperen til slibning.
  • Klip grene til drivning inden døre.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler