Drømmer du om at riste snobrød, skumfiduser og pølser hjemme i haven? Så er det bare med at komme i gang med at lave din egen bålplads. Efter et par timers arbejde har du havens nye hyggested, hvor du sammen med venner og familie kan sidde året rundt og nyde det smukke syn af glødende træ, spise bålmad og samtidig lære børn at omgås ild på en naturlig måde.
Klar til det første bål i haven. Så kan der laves snobrødsde
Bålpladsens beliggenhed
Find et egnet sted i haven, hvor din bålplads kan være. Det skal være et åbent område i haven, der minimum ligger 10 meter fra alle bygninger med fast tag. Bor du i hus med stråtag, så skal du minimum 30 meter væk fra det.
Tænk på omgivelserne
Pas også på, at din bålplads ikke svider grenene af de nærliggende træer. I det hele taget er det vigtigt at tænke grundigt over placeringen. Det er ikke smart, at bålpladsen ligger lige i vindretningen foran terrassen, omvendt er det også en dårlig idé at få den alt for langt væk fra huset.
Bålpladsen skal afgrænses, så ilden ikke breder sig
Husk naboerne
Hyggen forsvinder lidt, hvis man skal forvises til havens fjerneste krog for at tænde bål. Husk også naboerne, som helst ikke skal være generet af din bålrøg.
Når du har fundet den rigtige placering, er det bare at gå i gang med spaden. Sørg for, at din bålplads får en ordentlig størrelse – diameteren skal gerne være på minimum en meter – ellers bliver der for lidt plads til brænde, og til at holde en ordentlig sikkerhedsafstand til siddepladserne omkring.
Brug en snor og pind til cirklen
Grav græstørvene af. Du kan eventuelt bruge en snor og en pind til at markere cirklen med, så du får en pæn rund bålplads. Grav et spadestik ned, så din bålplads kommer til at ligge lidt i læ, og samtidig ikke behøver at blive tømt så ofte for aske.
Sorter de store runde sten fra, de bliver gode siddepladser.
Dræn jorden ved bålpladsen
Hvis der er meget fugtigt i din have, er det en god idé at “dræne” bunden af din bålplads med småsten, så pladsen ikke kommer til at stå under vand. Husk blot, at du aldrig må bruge flintesten, da flint sprænger ved høje temperaturer. Du kan også bruge sand i bunden af bålpladsen.
Afgrænsningen må ikke være brændbar
Når du har gravet bålpladsen ud, skal du sørge for, at den bliver ordentligt afgrænset. Brug mursten, natursten, fliser eller andet “ikke brændbart” – materiale. Afgrænsningen er vigtig, da den sikrer, at bålet ikke breder sig, og samtidig er det en god kant, som du kan bruge til at lægge en bålrist eller snobrødspindene på.
Siddepladser ved bålpladsen
Endelig kan det være en god idé at tænke på siddepladser omkring bålet. Små træstubbe – eller store sten uden kanter er super velegnede til formålet. God fornøjelse – og godt bål.
Brænd kun små stykker træ af – din nye bålplads er ikke beregnet til haveaffald. Hvis du vil brænde haveaffald af, skal du først tjekke din kommunes regler. Hold afstand til bygninger. Bålpladsen skal ligge 10 meter fra bygninger med fast tag og 30 meter fra huse med stråtag. Tjek vejrudsigten: I tørkeperioder og dage med blæst er det farligt at tænde bål. Tænk på dine naboer – de skal helst ikke blive generet af, at du hygger dig i haven.
Køb en færdig bålplads
Har du ikke lige en velegnet plads i din have, eller orker du ikke at skulle ud med spaden, kan du købe et transportabelt bålfad.