Denne robotplæneklipper bor i et smølfehus

I en have på Sydfyn kører en robotplæneklipper ind og ud af stueetagen i eget hus, alt imens musvitter og gråspurve bygger rede på første sal. Se her, hvordan det fine hus er udviklet fra idé til skitse til færdigt resultat.

– Det er jo et hus for sig selv i haven. Der findes ikke andre, der ligner netop dette hus, og jeg synes, det er smukt og idyllisk, siger Lars, der har kreeret huset til sin egen have.

Lars fik idéen i sommeren 2019, da han havde købt sin første Gardena robotplæneklipper, som i øvrigt har været en god investering for Lars. Han slipper for løst græs i haven, der ellers plejer at samles i bunker, når han klipper plænen. Han er også fri for, at hans hund kommer løbende ind i huset med løst græs alle vegne og grønne poter – fordele er der nok af.


Mange timers arbejde er lagt i at bygge huset, der passer perfekt ind i Lars’ egen have. Her giver han taget sidste penselstrøg. Foto: Lars Larsen

Med plæneklipperen fulgte en simpel plastik-kasse, hvor den kan parkere, når den ikke er på arbejde. Plastikkassen var for kedelig til Lars’ smag, og han følte ikke, at den passede ind i hans have.

– Jeg er ret kreativt anlagt, blandt andet fordi jeg er fotograf, og den kreativitet kommer også til udtryk i haven hvad angår anlægning af bede og så videre, siger Lars.

Huset er inspireret af smølferne

Lars gik i gang med at skitsere huset ud fra sine tanker om, hvad der ville passe ind i haven. De indledende tanker, Lars gjorde sig, var inspireret af hobbit-husene i Ringenes Herre. Sådan et hus var dog ikke muligt at lave en identisk kopi af, da et hobbit-hus ligger inde i en græsvold. I stedet tænkte han på de søde, lidt skæve smølfehuse, hvilket igangsatte skitseringen.


Sådan så huset ud i begyndelsen, hvor Lars kun var begyndt på skitseringen. Foto: Lars Larsen

Ifølge Lars er det et projekt, som kræver en god portion tålmodighed, og han har været nødt til at gå fra og til flere gange. Da corona-krisen ramte, fik han masser af tid til at bygge huset og han kunne nu give den gas med lim og trælister. Lars fortæller at han rundt regnet har lagt 250 timer i projektet.

 
Trælister er skåret til i flotte buer. Foto: Lars Larsen

De mange timers arbejde har også resulteret i imponerende detaljer, eksempelvis er der småsten i husets ydervægge, en skorsten og vinduer, stakit ved huset og grønne planter ved fronten. Lars har også sørget for lys i vinduerne, som man kan nyde synet af, når mørket falder på. Taget består af op mod 4000 små stykker træ, som er skåret til af større trælister og limet på enkeltvis. Det lyder måske som et dyrt gør-det-selv projekt, men det har det faktisk ikke været.


Stakittet indrammer huset og gør det endnu mere hyggeligt. Her kan småstenene, som er muret ind i ydervæggen også ses. Foto: Lars Larsen

Robotplæneklipper-huset består nemlig, stort set, kun af genbrugsmaterialer udover de usynlige, men vigtige komponenter som lim. Fundamentet og taget er lavet af træ og trælister som, Lars har hentet hos sin onkel, der havde noget i overskud. Selve huset er muret op med cementbaseret fliseklæb og noget hønsenet, for at stabilisere. Et tip som Lars gerne vil give videre er netop, at beskytte huset mod vind og vejr med enten cement eller maling udvendigt. Det indvendige træ har han beskyttet med epoxy, så det ikke går i forrådnelse. Alt i alt vil Lars skyde på, at han har brugt 1000-1500 kroner på materialer.


Husets skorsten og indgang til fugle. Her ser man også den imponerende tagkonstruktion. Foto: Lars Larsen

Inde i huset er der et fuglehus

Lars er glad for dyrelivet i sin have og har derfor integreret det i huset. Det gjorde han ved at anlægge en første sal, hvor små fugle kan bygge rede og benytte huset sammen med robotplæneklipperen. Fuglene kan komme ind og ud via en åbning på forsiden af huset, og Lars er spændt på, om der flytter nogle musvitter ind. Dog har han sin tvivl.

– Det kan godt være, at det larmer for meget, når plæneklipperen kører ind og ud af huset. Når den starter inde i huset, rammer den porten, som åbner sig, så den kan køre ud. Det samme sker når den skal tilbage igen. Jeg håber ikke, det skræmmer fuglene væk, men det må tiden vise.


Robotplæneklipperen kører selv ind og ud af porten. Foto: Lars Larsen

Selvom robotplæneklipper-huset står så fint i Lars’ have og har gjort det i noget tid, så er han ikke helt færdig med at tilføje finurlige detaljer. Han vil gerne lave nogle opstammede buskbomme, der skal stå ved fronten og så synes han, at det kunne være fint, hvis selve robotplæneklipperen blev klædt ud som en mariehøne. Det ville fuldende æstetikken ved huset.


Lidt røg i skorstenen og lys i huset om aftenen giver ekstra hygge i haven. Foto: Lars Larsen

Twitter Print

Mest læste artikler