For nogle er havearbejde en sur pligt som følger med huset, men forskning viser, at netop havearbejde har en positiv effekt på vores helbred og sundhed. Det skriver overlæge og professor ved Københavns Universitet, Bente Klarlund i en artikel for Haveselskabet.
Ifølge Bente Klarlund viser studier fra både USA, Europa, Asien og Mellemøsten, at havearbejde reducerer både depressions- og angstsymptomer. Årsagen er formentlig, at de daglige, rutineprægede sysler i haven skaber ro i sindet, ligesom lugearbejdet styrker den mentale sundhed, da man får motion og dagslys.
– Vi ved, at både fysisk aktivitet og lys stimulerer hjernens indhold af serotonin. Dermed opnår man en antidepressiv effekt, som er af samme type som den, man tilstræber med antidepressiv medicin. Man får mere sol, og det betyder mere D-vitamin, der udover at beskytte muskler og knogler, også er godt for humøret, skriver Bente Klarlund i sit indlæg.
Haveterapi mod stress
Havearbejde har især en gunstig effekt, når det gælder forebyggelse og behandling af stress. I USA tilbyder man af samme grund haveterapi til krigs-veteraner med post-traumatisk stress-syndrom.
Havearbejde kan også være med til at forebygge de sygdomme, der kommer i kølvandet på lange perioder med kronisk stress, eksempelvis depression og hjertekarsygdomme.
Derfor er havearbejde sundt
- Havearbejde reducerer stresshormonet kortisol.
- Hvis man dyrker grøntsager, bliver man mere bevidst om at spise sundt.
- Man øger sin kondition og styrke. To til tre timers havearbejde svarer typisk til at give den gas i fitnesscenteret i 1 time.
- Havemotion gør dig mere smidig, og du får bedre balance og koordination.
- Man lever angiveligt længere, når man går i haven.
Denne artikel er senest opdateret den 10. juni 2022