Lad haven påvirke krop og sind
|
Smid handskerne!
|
Lad dig inspirere af haveterapien, og indret din have, så den påvirker din krop og dit sind positivt. Det nytter ikke at nøjes med en grøn plæne og intet andet – haven skal byde på mere.
Haven skal være overkommelig at passe
Det har vist sig, at kombinationen af, at en have er tryg, fredfyldt og vild, har stor positiv indflydelse på bybefolkningens sundhed. Men når du laver noget om i din have, så sørg for, at det er forholdsvis overkommeligt at passe, ellers bliver haven en stressfaktor i sig selv, fordi den skal plejes.
Havearbejde er sundt
Samtidig er det en rigtig god idé med havearbejde – både for kroppens og sjælens skyld. Det kan lyde lidt selvmodsigende, at haven skal være nem at passe, og havearbejde er godt, men det handler om at have begge muligheder, så du kan veksle alt efter, hvad du er i humør til.
Læs mere om motion og havearbejde i vores artikel “Havearbejde er god motion, du kommer i form af”.
Sådan indretter du haven med terapi
1. Gør haven til et FREDFYLDT sted
Hvad: Oplevelsen af stilhed, ro og uforstyrrethed, oplevelsen af at der er velholdt og af at være ét med naturen.
Hvordan:
- Sid under et stort æbletræ med udsigt til grønne planter og blomster i afdæmpede nuancer (fx hvid og sarte pastelfarver).
- Lad mosset gro i fred og ro i et hjørne af græsplænen. Hiv strømperne af og sid med fødderne i det bløde mos-tæppe.
- Indret et haverum uden forstyrrende farver og med et stille vandbassin (evt. rislende vand). Sørg for, at dette sted ikke kræver pasning, når du opholder dig i det for at få ro – ukrudtet er ude i “den anden have”.
- Duftende planter som fx kaprifolie, baldrian og aftenstjerne (Hesperis matronalis).
- En lun plads, hvor du om vinteren kan sidde i et varmt tæppe og drikke en stille kop te eller kaffe.
2. Gør haven til et TRYGT sted
Hvad: Oplevelsen af at være omgærdet og tryg, hvor du slapper af og er dig selv.
Hvordan:
- Tydelige stiforløb, fordi det giver en instinktiv fornemmelse af tryghed.
- Vælg materialer (fx havebord) af naturmaterialer i stedet for plastik.
- En beplantning som er stabil – stauder som kommer igen år efter år og ikke giver problemer med for meget selvsåning. Fx pæoner, høstfloks, storkenæb.
- Sørg for udsyn i de dele af haven, du vil have overblik over – fx fra terrassen til børnenes trampolin.
- En stor sten at sidde op ad. Det giver følelsen af noget stabilt og urokkeligt.
3. Gør haven til et VILDT sted
Hvad: Oplevelsen af livskraftighed og frit voksende vegetation.
Hvordan:
- Blomstereng i stedet for klippet græs. Spred en håndfuld blomsterfrø ud og lad dem overtage græsset.
- Accept af skvalderkål, mælkebøtter og andet ukrudt i haven.
- Store, kraftfulde planter som fx rabarber og klatreplanter som kaprifolie og klematis, der slynger sig i træer.
- Lad et hjørne af haven gro lidt vildt og passe sig selv. Efterlad en grenbunke til pindsvin og nogle gamle træstubbe til biller og andre smådyr.
Kilder og fotos: Hortea HaveDesign,
Nacadia, iStockphoto, Lotte Bjarke m.fl.