Ny bog guider dig til havedesign med græs

Bogen “Design med græsser” åbner for græssernes forunderlige verden. Hvis du ønsker at sætte større fokus på en af tidens havetrends, kan du her få inspiration til, hvordan du kan designe din have med græs.

“Design med græsser” udkommer den 16. september. Det er en bog om, hvordan naturen i højere grad kan etableres i haver og anlæg.

– Græsser kan bruges i alle slags haver og spiller en stor rolle i design med fokus på mere natur. De er en af tidens vigtigste havetrends og en blivende nyfortolkning af private haver, parker og anlæg, fortæller forfatterne af “Design med græsser”, Nina Ewald og Poul Petersen.

Design med græsser
Foto: Design med græsser

En hjælpende hånd til klimaet

Natur og klima er nogle af verdens største udfordringer. Disse problematikker sættes der fokus på i bogen, der beskriver, hvorledes insektliv og biodiversitet kan påvirkes positivt med græsser. Det er lige meget, om du er en glad amatør, der skal i gang med at designe din egen have, en havedesigner eller landskabsarkitekt.

I “Design med græsser” får du en gennemgang af græssers udbredelse og anvendelse i havedesign, forskellige slags beplantninger samt pasning og vækstvilkår. Endvidere kan du få tips til græsser i højbede, plantekasser og krukker, på husvægge og tage, og meget mere.

Græsser i private haver og store anlæg

Du kan også få indblik i private haver og store anlæg i ind- og udland. Nogle steder er blevet kendte turistattraktioner, som eksempelvis High Line i New York, mens andre er ukendte for de fleste. Stederne er vidt forskellige og fulde af ideer og inspiration, som også kan bruges i din egen have derhjemme.

Bogen indeholder også en planteoversigt med beskrivelser og fotos af 127 græsarter og -sorter samt 36 stauder, der er velegnede til at mikse med græsserne.

Twitter Print

Mest læste artikler