Byg en pergola i armeringsstål med klatrende blåregn

En pergola giver et skønt rum med skygge i haven. En pergola kan bygges  på en weekend - få opskriften på, hvordan du bygger en blåregnspergola i armeringsjern.

Hvad er en pergola?

En pergola består af parvise stolper, som er bundet sammen af overliggere – langs med og på tværs af stolperne. Ved hver stolpe slynger en klatreplante sig. Efter bare et par år har væksterne dannet et grønt tag på pergolaen, som du kan sidde under og nyde din frokost.

Pergola i armeringsstål med duvende hvide gardiner, der danner væggene.

Materiale til en pergola

En pergola bygges oftest af træ eller jern. Du kan vælge tryk­imprægneret tømmer, lærk eller eg. Et godt og billigt materiale er grov armeringsjern. En pergola i jern anbefales, da den er uhørt stærk og samtidig nærmest transparant, så væksterne kommer til sin ret.

Det er specielt vigtigt, hvis pergolaen skal stå i en lille have eller meget tæt på huset. Her vil en pergola bygget af kraftige træstolper virke alt for dominerende. Det skal helst se ud, som om vindrueklaserne svæver frit i luften.

Placering af en pergola

Placér pergolaen i fuld sol. Hele ideen med den er jo at skygge for solens hede stråler. Den allerbedste skygge får du med en placering stik syd. Der står solen højest, her er der varmest, så du vil være taknemmelig for at kunne spise en skyggefuld  frokost uden at få solstik.

Pergola med stråtag i siv.

Pergola i en fart

Der findes en genvej, hvis du ikke kan vente på, at klatreplanterne klarer jobbet med svalende skygge. Du kan gøre, som de gør i Middelhavslandene. Rul en siv- eller græsmåtte ud over overliggerne som tag, og fastgør den med ståltråd på stolperne.

Så kan klatreplanterne også slynge sig rundt om den.Du skal blot være opmærksom på, at måtten skal surres godt fast, specielt hvis pergolaen placeres, hvor det ofte blæser. Ellers tager den en flyvetur, når blæsten sætter ind.

Druesorten Blå Burgunder er moden, når bladløvet skifter til smukke efterårsfarver.

Planter til pergolaen

En pergola med blåregn er det nærmeste, du kommer et middelhavs-look, men at vælge druer som klatreplante smager også lidt af de sydlige himmelstrøg. Der findes flere sorter af både hårdføre blåregn og druer. Sidsnævnte giver også et meget smukt efterårsløv og fine små frugter.

 

Sådan bygger du en blåregnsper­gola i armeringsjern

Pergola med klatrende blåregn.

1. Lav en skitse af din pergola og bestem, hvor lang og hvor bred den skal være. Afstanden mellem hver stolpe bør være mindst 250 cm og aldrig over 300 cm.

2. Længden på hver stolpe skal være cirka 270 cm, da ca. 50 cm af denne skal graves ned, og de resterende 220 cm er den endelige højde. En tykkelse på ca. 25 mm anbefales.

3. Læg et ekstra par centimeter til længden på overliggerne,  så at de stikker lidt ud over hver stolpe.

4. Notér alle mål ned og lad fagfolk i dit byggemarked el. lign. skære de enkelte dele til for dig. 

5. Markér og mål nøjagtigt ud, hvor stolperne skal stå, og grav ca. 50 cm ned i  jorden.

6. Stik stolperne i hullet og se til, at de står helt lige (brug et vaterpas).

7. Svejs eller sur de enkelte dele til pergolaen sammen. Her er det godt at være to, så en kan sikre, at alt havner “i lod”.

8. Plant en blåregn ved hver stolpe, når sæsonen passer. Efter nogle år beskærer du blåregnen hårdt, så blomstringen øges. Klip årets tilvækst tilbage til ca. 15 cm.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler