Dansk park bugner med roser i alle farver

Fra juni til august kan du blive inspireret af smukke temahaver og opleve over 80 smukke rosensorter, når du spadserer gennem Valbyparken i København. Se mere her. 

Er du vild roser, og mangler du inspiration til, hvordan du kan plante de klassiske blomster i din egen have? Så er der ét særligt sted, du med fordel kan besøge over de næste par måneder. I Valbyparken i København findes der nemlig mange smukke og forskelligartede haverum, og netop nu står roserne i fuldt flor.  

Du kan blandt andet besøge parkens unikke Rosenhave, hvor over 12.000 rosenplanter blomstrer og dufter henover sommeren, eller spadsere i parkens 17 unikke temahaver, som hver især viser, hvordan man kan skabe fantastiske uderum. 

Gå tur i de runde temahaver

De cirkelformede temahaver er et af parkens særkender. De blev grundlagt i 1996, da København var europæisk kulturby, og er designet af nogle af Danmarks mest kendte landskabsarkitekter. Haverne er sidenhen blevet bevaret og udviklet, og derfor kan du stadig nyde godt af en gåtur i det duftende område. 

I baggrunden ses til venstre slyngroserne Rosa ’Laguna’ og til højre Rosa ’Alibaba’, og midtfor er Rosa ’Olivia Rosa Austin’ startet blomstring. Fra temahaven ’Sunde roser giver glæde og liv’.

‘Sunde roser giver glæde og liv’ 

Vil du have en fantastisk sanseoplevelse af farver og duft, kan du blandt andet finde inspiration i temahaven ’Sunde roser giver glæde og liv’. Her findes mange sunde rosensorter, der er nemme at dyrke.

Haven er plantet til med et bredt udsnit af forskellige roser, der netop er begyndt at blomstre, og det giver dig mulighed for at se forskellige rosentyper som busk-, bunddække-, buket-, slyngrose, engelsk rose samt storblomstret rose med egne øjne og vurdere på deres vækstform, om de passer ind i din have. 

80 rosensorter

Besøger du haven ’Sunde roser giver glæde og liv’, vil du opleve, at der i den første del af haven er samme farver på begge sider af stien, mens den anden del af haven er opbygget forskelligt på de to sider. Det er også her de større rosensorter er placeret. I haven kan du se og selv vurdere 80 forskellige rosensorter.

Den årlige rosenkåring

Søndag den 4. august er der fokus på haven og rosenkåring i Valbyparken. Fra kl. 11 til kl. 16 foregår der mange forskellige aktiviteter som for eksempel rosenkåring og rundvisning i temahaverne. Arrangementet byder på underholdning, information og inspiration og giver alle haveinteresserede mennesker en god mulighed for at udveksle haveerfaringer.

Ved indgangen til temahaven ‘Sunde roser giver glæde og liv’ viser en tegning og folder, hvordan haven er opbygget, samt hvad rosensorterne hedder.

Rosentemahaven ’Sunde roser giver glæde og liv’ udspringer af et projekt støttet af Produktionsafgiftsfonden for frugt og gartneriprodukter og fra Miljø- og Fødevareministeriets Erhvervsudviklingsordning 2016: “Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne”.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler