Skab læ i haven

Gode læ-kroge i haven forlænger havesæsonen og giver mange flere dejlige udetimer i løbet af sommeren. 

En god krog med læ er næsten det vigtigste i en have. Lige så snart der er vind eller bare træk, bliver det hurtigt for koldt at være ude. Omvendt, kan et godt hjørne med læ og sol forlænge sæsonen betragteligt. Brug hegn, planter, espalier, glas og sejldug – bland det hele og tilsæt nogle slyngplanter; så bliver krogene med læ både dekorative og indbydende.

Læ eller udsigt

Bor du et sted, hvor du gerne vil bevare udsynet og udsigten, kan det ofte være en udfordring at skabe læ uden at tage udsigten. Her kan små afskærmede kroge tit være en løsning, hvor udsigten kan bevares. 

En anden løsning kan være at benytte glas – enten som hele afskærmningen eller som vinduer i hegnet. Omvendt er det også rart at skærme for “indsyn” og skabe private kroge, hvor naboer og forbipasserende ikke kan kigge ind.

Flere funktioner

Hvis din have er meget åben, kan det være en idé at lave en lidt større plan for, hvordan du skaber læ, så der er hyggelige kroge og flere indbydende rum i haven, hvor du kan finde en plet med læ og sol, lige meget hvor vinden kommer fra, og hvor solen står på himlen. Her kan både skure, hegn, og nytteplanter på espalier tænkes ind i løsningen. 

Gode læplanter

Bambus giver læ – og en dejlig rislende lyd. Tjek sorten, der er meget forskel på, hvor høje bambus kan blive: Sorten Bambi bliver 1 meter, mens sorte Dino bliver op til 4 meter med blade.

7 tips til læ i haven

1. Når du vil skabe læ, er det vigtigt, at det hegn, du sætter op, ikke er helt vindtæt. Det skal kunne bryde vinden. 

2. Når det blæser ind på en husmur, opbygges der et stort vindpres, og når vinden når et hjørne, bøjer den af og løber langs muren. Derfor er der altid meget turbulens omkring hushjørnerne. Hvis du vil have læ på din terrasse, der ligger op ad huset, så sæt et læhegn vinkelret på muren på begge sider af terrassen.

3. Tjek verdenshjørnerne; så du er sikker på, at du har læ for den mest fremherskende vind fra vest – samtidig med, at du har sol fra sydvest i de lange sommeraftener – eller morgensolen fra øst.

4. En lille krog med læ og en god bænk mod nordvest, hvor solen går ned, giver mulighed for at nyde solnedgangen hver aften hen over sommeren. 

5. Bind planterne op på armeringsnet med espalier. Det giver hurtigt læ og er et dekorativt indslag i haven. Bland gerne forskellige slyngplanter sammen, så de blomstrer forskudt. Slyngroser, klematis, kaprifolie kan være dekorative sammen.

6. Vin har store blade og giver godt læ. Kommer lidt sent – og kræver beskæring og en solrig lun plads for at give vindruer til efteråret.

7. Solbær og ribs kan bindes på espalier.

 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler