Af Mette Winther, havearkitekt i Det Danske Haveselskab
idényt nr. 3, 2005
Tegninger: Mette Winther
Vi troede, vi kunne selv, men nu har vi brug for hjælp, lyder det fra mange haveejere, når de ringer til en havearkitekt. De har i sin tid enten ikke vidst, at der var professionel hjælp at hente, eller også har de tænkt: Haven – den klarer vi selv. Men efter fire-fem år, når resultaterne lader vente på sig, kontakter de en havearkitekt. Nogle haver har brug for en total omlægning, andre kan nøjes med ganske få tilpasninger.
Havevandring
Har I fx overtaget en gammel have, kan havearkitekten gå en runde i haven med jer og fortælle, hvilke planter og anlæg der er bevaringsværdige, og hvilke muligheder der er i haven.
Især for dem, der første gang får egen jord under neglene og derfor naturlig nok kan være lidt usikre på, hvad de skal stille op med haven, er det en god idé at rådføre sig med en havearkitekt, der også kan fortælle, hvilke planter der gror i haven, og hvordan de skal passes og plejes. Skal træerne bevares, fældes eller blot beskæres og i givet fald hvornår og hvordan? Eller vil det være en fordel at plante nyt? Og hvad med græsplænen, der er fuld af mos?
Det er alt sammen spørgsmål, havearkitekten kan svare på ved en såkaldt havevandring, som typisk varer én til to timer og koster mellem 1.200 og 1.700 kr.
Haveplan
Har I en gammel have, som trænger til en gennemgribende renovering, kan havearkitekten udarbejde en detaljeret plan.
Har I derimod fået et nyt hus, hvor haven endnu ligner en brakmark, handler det om at komme godt fra start. Det gælder både indretning og valg af planter.
Hus og have skal helst spille sammen, og der skal vælges planter, der både kan understøtte havens arkitektur, og som trives på stedet. Det hele skal helst gå op i en højere enhed, så haveejeren får de bedste betingelser for et godt haveliv: læ, sol og skygge, bær og blomster, roser og rododendron, spil og stilleleg m.m.
Det er alt sammen elementer, som havearkitekten tager højde for og kan arbejde ind i en helt personlig skitse eller haveplan.
Idéskitse eller haveplan
Haveplanen … Et idéskitse … |