Der er højt til himlen, mens sensommer gradvist bliver til efterår, og haven skifter farve fra grøn til gylden. Det er lig med mange dejlige dage til årstidens hyggelige haveopgaver.
Tidspunktet bliver ikke bedre, hvis der skal plantes nye træer og buske, og det er lige nu, blomsterløgene skal i jorden.
1. Har du husket høstfarver?
Træer og buske er med et festfyrværkeri af høstfarver begyndt at runde sæsonen af og forberede sig på, at det bliver vinter. Men da der er stor forskel på, hvor meget de forskellige arter giver den gas, er der fra have til have også stor forskel på, hvor flot den tager sig ud, når efteråret melder sig.
Hvis din have mangler glød i forhold til naboens, er nu det perfekte tidspunkt at gøre noget ved det. Jorden er endnu lun efter sommeren og fugtig efter sensommerens regn. Det skaber planteforhold, der ikke bliver bedre. Det er nemt at finde de træer og buske, der får de flotteste høstfarver, for de lyser også op på planteskoler og i havecentre lige nu.
2. Lys og frodighed hygger
Sommerens blomsterflor i krukkerne er forbi, men der er ingen grund til at sende krukkerne på vinterferie. Der er masser af frodige bladplanter, der er som skabt til efterårets krukker. En del af dem er endda vinterhårdføre, så du kan skabe en hyggelig og frodig stemning omkring huset, selv når det er koldt og gråt. Sådan en krukke- gruppe bliver ekstra dejlig, når den suppleres med lidt lys i mørket.
Hjemmelavede græskarlanterner er nemme at fremstille og giver havens hjørner og kroge lidt ekstra af årstidens smukke glød. En skarp kniv, en iskugleske og også gerne en boremaskine med et fladbor til at lave huller med er godt og velafprøvet værktøj til oktobers lanterneproduktion.
3. Ned med tulipaner – op med dahlia
Mens det er sæson for at lægge løg af tulipaner, narcisser og andre blomsterløg til et forrygende forårsflor, er det også blevet tid til at redde sine dahliaknolde i hus, hvis de skal kunne genbruges næste år.
Dahlia tåler ikke frost, så ved det første tilløb gælder det om at komme ud med spaden. Grav knoldene op, og ryst dem fri for jord. Klæber jorden til knoldene, så læg dem lunt et par dage, så jorden tørrer og kan børstes af. Læg derefter knoldene i kasser med tør spagnum et mørkt og køligt sted.
Hold øje med dem i løbet af vinteren, og fjern knolde med tegn på råd. Husk at mærke op, hvad der er hvad – knoldene er umulige at skelne fra hinanden til foråret.