Gode råd til haven i marts

Vi giver dig grønne tips til haven i marts. Du skal blandt andet igang med at plante og forspire, give græsplænen gødning og vande køkkenhaven.

Rododendron er nemme at flytte


Når du planter små, nye rododendron buske, er det nemt at komme til at plante for tæt. Efter nogle år opstår der trængselsproblemer, og buskene begynder at slås om pladsen i stedet for hver især at udvikle sig til smukke, harmoniske buske. Heldigvis er det rimelig nemt at gøre noget ved den situation. Rododendron har nemlig et ret begrænset, kompakt rodnet, der ikke går langt i dybden.



Sådan flytter du rododendronen

Grav rundt om busken med en spade i en omkreds, der nogenlunde svarer til toppen. Når jorden er løsnet i en cirkel, graves der skråt ind under busken, så rodklumpen bliver en bred kegle. Dernæst kan hele busken løftes fri af sit hidtidige voksested. 



En solid plasticsæk er smart at have ved hånden til projekt flytning. Når busken er bakset op på sækken, er det let at trække den rundt. En sækkevogn letter projekt flytning yderligere.



Læs mere om forårsblomster og haven i marts

Placer rododendron rigtigt i jorden

Rododendron er surbundsplanter, der ikke tåler kalkholdig jord, men har brug for grov, ugødet sphagnum at vokse i. Man behøver dog ikke anlægge et helt surbundsbed til én busk, der skal flyttes. Takket være det begrænsede rodsystem, er det tilstrækkeligt at grave et bredt hul, der er 15-20 cm dybere end klumpen. Det er vigtigt, at busken ikke plantes dybere, end den hidtil har stået.

Dahlia kan ikke lide frost


Dahlia er dejlige men også lidt besværlige at have med at gøre, fordi de absolut ikke tåler frost. Det betyder, at du skal et godt stykke hen på foråret, før det er helt sikkert at lægge knoldene i jorden, og dermed går der en rum tid, før planterne begynder at blomstre.



Forspir dahlia

Det er dog ret enkelt at sætte lidt mere fart i processen. Du kan simpelthen lade knoldene tage en tyvstart. Fyld fugtig spiremuld i store urtepotter, læg knoldene i potterne og dæk den med mere spiremuld. Stil potterne et sted, hvor der er absolut frostfrit. De første skud dukker op efter nogle uger, og derefter går det stærkt. 

Du kan med fordel knibe toppen af planterne, når de begynder at strække sig. Det fremmer forgreningen fra basis og øger dermed antallet af blomster betragteligt.


Planterne plantes ud i bedene, når enhver risiko for nattefrost er ovre. Dermed er de kommet så godt fra start, at de begynder en langvarig blomstringsperiode længe før knolde, der er lagt direkte i jorden.

Grønne tips nu

  • Forspirede planter prikles til hver deres potte
  • Plant en påskekukke
  • Klip visne toppe af krydderurter
  • Giv plænen gødning
  • 
Så salat, spinat og rucola i køkkenhaven

  • Knib toppen af forspirede ærteblomster
  • 
Beskær hortensia lige under de visne blomster

  • Gød roserne
  • 
Sæt spiseløg
  • 
Plant porrer
  • 
Plant nye buske og træer
  • 
Lug ukrudt, før det blomstrer

  • Beskær lavendler

  • Vand køkkenhaven
  • 
Klip græs med højt skær

Læs også: Dahlia – få succes med georginer i haven

Mest læste artikler