Gør haven klar i påsken

Forår er lig med lysere dage, glæden over det snart er sommer og ikke mindst, at det er tid til at komme ud i haven. Men inden du kan nyde livet udenfor, er der der nogle ting, der skal ryddes op i, så haven er klar til foråret.

Drivhuset rengøres
Inden arbejdet i drivhuset for alvor går i gang, har det brug for en grundig nedvaskning. Vask alle dele med sæbevand for at fjerne eventuelle plantesygdomme og overvintrende skadedyr. Tjek også om drivhusets udluftningssystemer og temperaturreguleringer fungerer, som de skal.

Forspir dine frø
Har du ikke sået dine sommerblomster endnu, er det ved at være på tide. Du kan blande frøene med en spiseskefuld sand. Det gør det lettere at så tyndt. Husk at småbitte frø kun skal dækkes af et meget tyndt lag jord. Nogle frø bl.a. lathyrus og blomsterkarse skal stå i blød i koldt vand 24 timer inden såning. Det fremmer spiringen. Dæk potten eller bakken med gennemsigtig plastik, fx en frysepose. Stil frøbakkerne lunt. Når frøene er spiret, skal de have masser af dagslys, men temperaturen skal sænkes. Tynd ud, hvis de står for tæt.

Terrassefliser renses for alger
Vinteren har været mild i år, og det har givet algerne gode betingelser. Gør terrassen klar til de dejlige solskinsdage med grill og hygge. Du kan komme algerne til livs ved hjælp af en stiv kost, en spand rent vand, og en vis portion knofedt til at skrubbe de inficerede områder. Hvis du vil hjælpe processen lidt på vej, kan du skrubbe med sand, der nærmest sliber algerne væk.

Lug det værste ukrudt
Hvis der ikke er frost i jorden i påskedagene, er det en god idé allerede nu at luge ud i det værste ukrudt. Så slipper du for at bruge så meget tid på ukrudet senere hen, og chancerne for at holde ukrudtet i skak er også større.

Forårsklargøring af redskaber
Nåede du ikke at gøre dine haveredskaber vinterklare, trænger de sikkert nu til en kærlig behandling. Rens skærene med en stålbørste og olier skafterne. Gå dine haveredskaber igennem og tjek hvilke nyanskaffelser, du har behov for, så du er klar, når sæsonen for alvor går i gang.

Trillebøren tunes
Tjek trillebørens tilstand – trænger hjulet til at blive pumpet, og sidder der gamle jordrester i ladet, så sæt den i stand nu og gør den klar til en ny tørn i haven.

Væn planterne til udelivet
Står påsken på lunt vejr, er det på tide at vænne potteplanterne til udelivet. Er der plads i drivhuset, kan overgangen lettes ved at sætte dem der. Ellers kan du stille dem et sted, hvor der ikke er blæst og direkte sol. Begynd med en time den første dag og gå gradvist frem med en time mere om dagen. Tag dem ind om natten. Efter ca. 14 dage er de akklimatiserede, og er der ikke lave nattetemperaturer, kan de nu blive ude.

Trim stueplanterne
Flere af stueplanterne trænger også til en trimning. Især pelargonierne er blevet lange og ranglede. Benyt også lejligheden til at potte dem om, men vælg en pottestørrelse, der ikke er mere end 1-2 cm større.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler