Haven i april – det skal du nå

Sommerblomster og grønsager myldrer frem i urtepotter og bakker i vindueskarmen og kræver individuel særbehandling.

Tid til prikling

I bakkerne, hvor frøene er bredsået, er der ved at være trængsel. Hvis ikke planterne skal blive tynde og ranglede, skal de prikles nu. Prikling er et andet ord for omplantning af de spæde planter. Fyld fugtig spiremuld i små potter og slå forsigtigt jordklumpen ud af bakken med de mange små planter. Nu gælder det om at skille planterne fra hinanden uden at skade rødderne.



Brug en blyant eller en rigtig priklepind til at lave et hul midt i potten, hold den lille plante i bladene og brug pinden til at gelejde rødderne ned i hullet med. Tryk derefter jorden sammen om rødderne. Det er nemmest at stille de nypriklede planter i en bakke, der kan bæres tilbage til en lys og kølig vindueskarm.



Det er for tidligt at prikle planter, der endnu kun har to kimblade. Men hvis de står meget tæt i bakken, og der er mange flere spirede planter, end du kan bruge, så kan du med fordel tynde ud i planterne ved simpelthen at trække de mindste op. Det giver de tilbageværende planter bedre plads og mulighed for at udvikle sig.



Efter prikling løber planerne hurtigt i vejret. For at få buskede sommerblomster med mange skud at blomstre på, er det en god ide at knibe toppen af planterne lige over et bladpar. Knibningen vækker sideskuddene og sikrer dermed forgreningen.

Øvelsen kan eventuelt udføres flere gange, så planterne bliver ekstra buskede. De tætte planter har også nemmere ved at klare vejr og vind, når de siden plantes ud i haven, end lange, ranglede planter har.

Blomsterløg til genbrug

Forårskrukkerne med blomsterløg og forårsblomster er flotte nu, men i takt med at foråret falmer, og der bliver efterspørgsel på krukkerne til sommerblomster, er der god grund til at passe godt på løgene.

Det samme gælder løgblomster, du har glædet dig over inden døre. Narcisser, perlehyacinter, vibeæg og alle de andre dejlige løgblomster kan nemlig genbruges i haven.

Du skal ikke klippe planterne ned. De skal visne ned af sig selv for at samle næring i løget til næste års blomstring. Men du kan sagtens skille planterne i krukken fra hinanden og plante dem ud i haven. Løg i potter ligger meget øverligt, men de skal graves ned i en dybde, der svarer til tre gange løgets højde for at være i sikkerhed til næste forår. 

Læg kartofler

Nu er det ved at være varmt nok til at fløjte start for årets kartoffelproduktion i haven. Hvis du vil sætte lidt ekstra skub i tingene, kan du dække kartoffelstykket med plastic i nogle dage, før du lægger knoldene, så jorden bliver varmet lidt ekstra op.

Hvis du har forspiret læggekartofler lyst og køligt, er de allerede i gang med tætte grønne spirer. Har du ikke, kan du stadig nå at være med, din produktion kommer bare lidt senere i gang. Køber du læggekartofler nu, skal du sikre dig faste knolde uden lange blege spirer, der knækker, når de kommer i jorden og derfor har tæret unødigt på læggeknoldens energi.

Læg kartoflerne i render med spirerne opad og dæk med noget af jorden. I takt med at kartoflerne spirer frem, fylder du gradvist mere jord omkring planterne.
Du kan eventuelt dække stykket igen efter lægning og et par uger frem, så læggeknoldene kan spire i lune, lækre omgivelser.

Grønne tips – NU

  • Gød roserne
  • Træk mælkebøtter op med rod
  • Begynd at klippe plænen
  • Begynd sneglebekæmpelse
  • Vask drivhuset
  • Tør rodukrudtets rødder før kompostering
  • Lug frøukrudt før blomstring
  • Klip lavendel ned
  • Klip visne blomster af hortensia
  • Træk rabarber
  • Så køkkenhaven til
  • Frisk krukkerne op med nye blomster
  • Forspir agurker til drivhuset
  • Forspir græskar, squash og majs
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler