Gode råd til haven i februar

Det er en god ide at starte i haven tidligt, og allerede i februar kan du begynde at trimme træer og buske samt at tjekke bedene. Du kan også plante forårsvækster i krukker og dermed tyvstarte foråret.

Trim juleroser og påskeklokker

Juleroser og påskeklokker er planter, der er svære at undvære i haven, fordi de blomstrer, når man allermest trænger til det. I årets første måneder titter nye blomsterstilke frem mellem de stedsegrønne blade fra sidste år. Da er det en god idé at gå på havearbejde med en rosensaks og klippe de gamle blade af ved jordoverfladen.

Frisk plante uden sygdom

Ved at klippe bladene af, opnår du både, at blomsterne kommer til deres fulde ret, og at planten bliver frisk og samtidig mindskes risikoen for, at nyvæksten skæmmes af plantesygdommen julerosesortplet.

Undgå at plantesygdommen breder sig

Juleroser og påskeklokker er generelt nemme planter at dyrke, men netop julerosesortplet rammer ofte. Svampesygdommen kan ses på de ældre blade som mørke pletter. Ved at klippe bladene af ved jordoverfladen kan du forhindre smitte i at brede sig til det nye løv og blomsterne. De afklippede blade hører ikke hjemme på komposten, hvorfra smitte kan sprede sig, men skal destrueres.

Den nemme: Plant forårsplanter i krukker

Du kan hjælpe forårsstemningen på vej ved at plante friske forårsvækster i krukker og kasser. Planter som violer, stedmoderblomster, perlehyacinter, primula og kobjælde klarer lave temperaturer, så længe der ikke er tale om decideret frostvejr. Plant forårsblomsterne tæt i frisk, gennemfugtet krukkejord. De holder længe og stiller ganske små krav til pasning.

Den svære: Form dit frugttræ

Hvis du plantede nye frugttræer i efteråret, er tiden nu inde til beskæring. Beskæring får træet til at forgrene sig og dermed danne en krone med tre til fem hovedgrene. Klip en tredjedel af alle skud, der er længere end 75 cm, klip over en knop, der vender udad. Så sikrer du en åben krone med lys og plads til god frugtudvikling. Efter første beskæring skal du ikke tænke på yderligere indgreb, før træet har båret frugt i et par år.

Grønne tips i februar

  • Lad erantis danne frø og så sig selv. De spreder sig villigt.
  • Så kæmpeverbena, prydtobak, chili og peberfrugt indendørs.
  • Sav knækkede og beskadigede grene af træer og buske.
  • Klip en buket forsytiagrene til drivning.
  • Vask drivhusets glas med sæbe.
  • Plant stueplanterne om i frisk pottemuld.
  • Det ukrudt, du luger nu, kommer ikke igen.
  • Undlad at færdes på plænen i frostvejr.
  • Nyd vinterblomstrende troldnød.
  • Flyt fejlplacerede, løvfældende buske.
  • Ryst sne af træer og buske efter snefald.
  • Ryd op i køkkenhaven.
  • Lad løgvækster i potter visne ned og plant dem ud i haven.
  • Spred velomsat kompost i køkkenhaven.
  • Vinterdække skal fjernes, så snart temperaturen begynder at stige.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler