Haveselskabets rådgivning giver her svar på et af de spørgsmål, som de oftest får stillet i juni:
Kan jeg plante stauder om sommeren?
Der er intet i vejen for at plante stauder eller andre planter midt på sommeren, men du skal være forberedt på, at det bliver mere besværligt for dig at gøre det netop nu, især hvis det bliver en varm sommer uden meget regn.
Nyetablerede planter har et begrænset rodnet, og de kan derfor ikke selv søge så langt ned efter vand i jorden. Derfor kræver det meget vanding og er hårdt for planterne at blive omplantet på denne årstid, hvor deres behov for vand er størst, og det gælder om at holde jorden omkring rodklumpen fugtig.
Klip eventuelt stauderne ned, særligt hvis de er lige ved at gå i blomst, inden du planter dem, så de har en mindre top, de skal forsyne med vand. Hvis det er muligt, er det bedre at vente til september med at plante eller flytte stauder.
Haveselskabets rådgivning
Haveselskabet, som er en landsdækkende og almennyttig forening med rødder helt tilbage til 1830, har i snart 60 år tilbudt haverådgivning til sine medlemmer og hjulpet både nye haveejere og rutinerede haveentusiaster med store og små problemer i haven. Selskabet udgiver magasinet HAVEN og tilbyder ud over rådgivning bl.a. gode medlemstilbud, havevandringer og workshops.