Masser af inspiration til havearbejdet i april

Det er nu du skal slå græsset for første gang i år, du skal lave en fiberdugtunnel, så du kan hjælpe dine jordbær på vej og flytte de løvfældende buske, der ikke er sprunget ud endnu. Få inspiration til de sjove gøremål i haven af idényts haveekspert.


Foto: Lotte BjarkeKnib ærteblomsterne, så får en busket ærteplante

Hvis du drømmer om overdådigt blomstrende ærteblomster, skal du sørge for at knibe dine planter ad flere omgange. Gå løs på de små planter i vindueskarmen, når de har fået de første to-tre blade. Knib stænglen over mellem to negle lige over et blad. Den barske behandling får planten til at forgrene sig, så du i stedet for én stængel får to. Gentag processen, når de nye skud har sat et par blade. På den måde får du en busket ærteplante med masser af smukke blomster.

Foto: Lotte BjarkeDæk jordbærplanterne med fiberdug

Hjælp dine jordbærplanter på vej ved at dække dem med fx en fiberdugtunnel i de tidlige måneder i foråret. Det fremskynder blomstringen og dermed høsten. Da jordbærblomsterne bestøves af insekter, er det imidlertid vigtigt at fjerne tunnelen, når planterne begynder at blomstre. Ved udsigt til nattefrost må tunnelen på igen.
Foto: Lotte Bjarke

Lav et opslagsværk over dine stauder
Glemt, hvad stauderne, du plantede, hedder? Lav et helt lille personligt opslagsværk, hvor du kan se både billeder og pasningsvejledninger for dine planter. At sætte navneskilte i staudebedet ønsker de færreste, så saml derfor alle de planteskilte, der følger med planten, når du køber dem, og opbevar dem – bed for bed.

Foto: Lotte BjarkePlant de forspirede blomster og grøntsager
Plant blomster og grøntsager, der er forspiret i potter og bakker i vindueskarmen, om. Brug plastpotter eller tørvepotter med gennemfugtet spiremuld, så hver plante får plads til at udvikle sig. Tag planterne ud af bakken, skil forsigtigt rødderne fra hinanden, brug en blyant til at lave et hul, og plant spiren, så den står i samme dybde som før.

Netop nu i haven

  • Så de tidligste og mest kuldetolerante grøntsager nu. Fx radise, spinat og salat.
  • Klip plænen første gang, men sæt skæret højt, så du ikke svækker græsplanterne.
  • Giv roserne en strøget spiseskefuld gødning.
  • Dahliaknolde lægges i krukker til forspiring et frostfrit sted til senere udplantning.
  • Sørg for at luge frøukrudt, så snart det spirer frem, og før det sætter frø.
  • Flyt om på løvfældende buske, der ikke er sprunget ud! Grav dem op, så du får en stor rodklump med.
  • Varm jorden op, før du lægger kartofler. Dæk jordstykket med plast en uges tid eller to før lægning.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler