Plej dine træhavemøbler, så holder de længere

Det er ikke til at komme udenom: Træhavemøbler har en charme, som plastikmøblerne bare ikke har. Og så længe du husker at pleje dine træhavemøbler rigtigt, så kan de faktisk holde i mange år.

Vedligeholdelse forlænger havemøblernes levetid
De fleste havemøbler af træ kræver pleje og vedligeholdelse. Men hvis du hvert år bruger lidt tid og knofedt på at rense dem og udbedre skader, vil de holde i lang tid og få en stadig smukkere patina.

Inde om vinteren
Træmøbler bør opbevares inden døre om vinteren i et uopvarmet rum. Er der for megen varme, kan møblernes samlinger løsne sig. Alternativt kan du stille møblerne på terrassen og dække dem til med en solid presenning.

Giv træet olie

Havemøbler af træ (bortset fra dem af teaktræ) bør mindst en gang om året behandles med en hærdende træolie for ikke at udtørre og revne. Husk at rengøre overfladerne omhyggeligt før olien kommes på, så du undgår, at snavs og skidt giver grobund for sporsvampe, som efter oliebehandlingen vil vise sig som sorte pletter. Det hænder, at havestolene med tiden får en lidt ru overflade, som ikke er rar at sidde på. Så skal du slibe træet med mellemfint sandpapir og dernæst give det den overfladebehandling, du ønsker.

Hold møblerne rene
Eventuelt snavs og alger skal med mellemrum fjernes fra de malede træmøbler. Skaller malingen, skal du slibe de beskadigede steder glatte med mellemfint sandpapir og dernæst male dem over igen. Er overfladen slemt krakeleret, skal du slibe i bund og male hele møblet om. Møbler af trykimprægneret træ kræver ikke den store vedligeholdelse, men skal bare tørres af med lidt vand engang imellem.

Efterspænd skruerne på havemøblerne
Husk om foråret at efterspænde skruer og beslag på møblerne, før de igen tages i brug. Smør ligeledes de bevægelige beslag med olie.

Mest læste artikler