Påskesolskin og nyt havesæt
Vi har haft fem dages påskeferie i det dejligste forårsvejr med adskillige timer tilbragt i vores have (jeg er allerede helt euforisk over den!). De første to dage stod på oprydning og familiefrokost. Lørdag skulle tilbringes derhjemme uden nogen rigtig planer, og da solen stod højt på en skyfri himmel lørdag formiddag besluttede jeg mig for, at det var på tide at købe en havebænk, så vi kunne komme ud og sidde i haven. Der skulle ikke mere end en halv time foran computeren før, jeg havde fundet det fineste trekantede bord-bænke sæt på dba, til den nette sum af 500 kr. Det stod i Liseleje, så Rolf og jeg kørte afsted mod nord og hentede sættet. Det var et rigtig fint sæt, dog i fyrretræ, hvilket hverken Rolf eller jeg er store fans af, så vi var ret hurtigt enige om at det skulle behandles med enten bejdse eller maling. Det også for at beskytte træet, og dermed give det en længere levetid.
Søndag kørte vi derfor i Flügger, som havde åbent i deres Valby afdeling henover Påsken. Her købte vi facaderens “facade clean”, sandpapir kornstørrelse 100, grundolie “wood tex grundolie” og til sidst “wood tex udendørsmaling” i farven “rød marmor”.
Facaderens er også god til træmæbler
Vi startede med at vaske alle delene ned i facaderens, som også er god til at rense udendørs træmøbler. Rensen skulle vaskes grundigt af med vand efterfølgende samt tørre inden slibning, og vi nåede derfor ikke meget længere om søndagen.
Mandag morgen gik vi så igang med at slibe alle overflader med rystepudser og med sandpapir og klods i de skæve vinkler, så træet var klar til videre behandling. Hernæst grundede vi træet med grundolie inden malingen, for at beskytte træet mod fugt. Grundolien påførte vi nemt med en pensel – og handsker, da det var noget giftigt klistret stads.
Olien skulle tørre ca. 6 timer. Til sidst den eftermiddag fik vi malet det første lag maling, og sat alle delene til tørring natten over. Malingen skulle tørre ca. 12 timer før overmaling, så vi blev nødt til at vente med at male anden gang, selvom det var næsten en umulig opgave for frk. Utålmodig her.
Onsdag eftermiddag efter arbejde var vi derfor på den igen, og fik malet alle delene anden gang, så farven dækkede godt og er mere modstandsdygtig for fugt og snavs. Torsdag eftermiddag samlede vi så alle delene, stærkt hjulpet af byggemand Johs på tre år, der syntes at det var en fantastisk underholdende leg. Til sidst tog jeg nedenstående billede af resultatet, jeg synes selv at man kan kalde det for vellykket, og et skridt nærmere “fra skrot til Amager slot”.
God bag-påske til jer alle.