Rens skjoldede hvide plasticmøbler
Det er helt almindeligt at se hvide plasticmøbler stablet op i affaldscontainere, når der er storskraldsdag på villavejen. De prisvenlige havemøbler får ofte en krank skæbne, alene fordi de ser skjoldede eller småbeskidte ud. Lidt regn kan gøre ende på et haveliv, der godt kunne have været meget længere.
Rens havemøbler med klor og efterbehandel med autolak
Men der er råd at hente. På bloggen Husråd for Alle ligger denne glimrende opskrift på at rense havemøbler af plastic, så de ser skinnende rene ud igen:
- Lav en spand klorinvand, 4-5 liter plus 1 dl klorinvand
- Vask eller skrub møblerne godt igennem. Brug helst en grydesvamp og ikke en stålbørste eller lignende. Det kan give ridser i plastikken på møblerne
- Herefter skal du efterbehandle. Plasticoverfladen er nemlig ofte blevet mat af klorinen, og det ser ikke godt ud. Polér med autovoks – og det blanke look er tilbage.
Læs også: Regnvandstønde – sådan genbruger du regnvandet
Andre måder at rense havemøbler af plastik
Der er dog andre skoler, hvis man synes det er unødigt spild at skifte havemøbler i plastik ud hvert andet år.
1. Brug wienerkalk. Wienerkalk er et fint slibemiddel, som kan købes hos materialisten. Sammen med en grydesvamp og noget husholdningssprit vil det også kunne fjerne skidtet. Det anbefales også ved denne metode at efterbehandle havemøblerne med autovoks.
2. Spraymaling. På idényts debatforum om rengøring af havemøbler foreslår en læser, at man kan få den oprindelige finish tilbage igen ved at spraymale plastikmøblerne.
3. Vand og sæbe. Gør plastik-havemøblerne rene med vand og sæbe. Du vil ikke på denne måde komme til bunds i de grå flager og pletter på havemøblerne, men de vil blive rene, og de kan bruges uden problemer endnu et år.