Få haveredskaberne i topform før vinter

Haveredskaber holder sig bedst vinteren igennem, hvis de er rene på blad og tænder. Hæng dem i skuret, under et tagudhæng eller et andet sted, hvor regnen ikke siler ned over dem. Det er også en fordel, hvis haveredskaberne er skarpe, når de igen hentes frem til foråret, så du kan gå direkte i gang med arbejdet. Vi viser, hvordan du gør spaden skarp.

<!– Foto: Sus Falch–>

Gør haveredskaberne klar til vinterpausen

Skarpe og rene haveredskaber holder længere og er nemmere at arbejde med. Derfor kan det betale sig at bruge lidt tid på at vedligeholde dem. Det kan godt betale sig at investere i en vinkelsliber og desuden have smergellærred, olie og gerne metalmaling i værktøjskassen.

Lak og maling til haveredskaberne

Metalmaling er godt at bruge til det område af haveredskabet, der ikke skærer direkte ned i jorden. Malingen ser både pæn ud og holder rusten væk. Træskafter og metalskafter holder længere, når de vedligeholdes med lak eller maling. De fleste træskafter er lakerede, men det ser også smukt ud med malede skafter. Giv hvert redskab sin farve, eller brug én farve til hele regimentet.

Sådan lakerer eller maler du skafterne

Hvis lakken eller malingen er skallet af skaftet, skal det slibes med sandpapir, før du behandler. Tør støvet væk, og sæt evt. maletape omkring skæfte og fæste. Grundmal skaftet, før du færdigmaler. Mellemslib, og mal med den færdige farve. Vælger du lak, slibes også mellem hvert lag.

Skafter af kunststof skal blot skylles rene. Og skyller du dine haveredskaber rene for jord, hver gang du har brugt dem, så bevarer de skarpheden længst muligt, og rusten holdes væk.

Sådan vedligeholder du spaden

Spaden samt hakkeredskaber med blade eller kløer kan slibes skarpe med en vinkelsliber.

  • Skrab jorden af, og giv bladet en tur med stålbørsten for at fjerne jord og rust. Tør spaden af med en klud.
  • Ret først buler i kanten ud. Det gøres med en hammer og et modhold, fx en anden hammer, en skruestik e.l.
  • Tryk spaden ned mod et fast underlag. Eller spænd den fast i en skruestik, hvis du vil have begge hænder fri.
  • Slib først evt. hak væk. Og slib så forsigtigt bladets kant med vinkelsliberen fra hjørne til hjørne. Undgå, at bladet varmes op. Varmen kan ødelægge metallets hærdning.
  • Finslib med smergellærred, og tør støvet væk. Mal den øverste del af bladet og fæstet med metalmaling.
  • Giv den del af bladet, der ikke er malet, almindelig olie. Så er din spade i topform og klar til at stikke i jorden.

Mest læste artikler