Forhandler: Salget af benzindrevne plæneklippere styrtdykker

Salget af benzindrevne plæneklippere er gået voldsomt ned de senere år, mens elplæneklippere og robotplæneklippere har overtaget markedet. Derfor vælger flere forhandlere at fjerne de støjende græsslåmaskiner fra sortimentet.

En mere eller mindre konstant brummen fra plæneklippere i landets villakvarterer har i mange år været det sikre tegn på, at foråret er kommet. Men nu kan forårets karakteristiske lydtæppe snart ændre toneart.

Salget af benzindrevne plæneklippere har nemlig været stærkt nedadgående de seneste år, og derfor har flere butikker nu valgt helt at fjerne de benzindrevne plæneklippere fra deres sortimentet.

“Mens det går lidt trægt med at få elmotorer til at slå igennem på vores landeveje, så går det anderledes stærkt i vores haver. For to år siden var knap 60 procent af vores solgte plæneklippere med benzinmotorer – sidste år var det mindre end hver fjerde, og i år satser vi så udelukkende på elplæneklippere,” siger Ivan Jæger Christiansen, der er administrerende direktør i elektronikbutikken Proshop i en pressemeddelelse.  

Robotterne kommer

Ifølge Ivan Jæger Christiansen er elplæneklipperne især blevet attraktive, fordi batterierne er blevet bedre og billigere. Derudover er særligt robotplæneklipperne blevet populære.

“Nu kan man få robotplæneklippere, der ikke er meget dyrere end det, vi har været vant til at betale for en god benzinplæneklipper – og så er valget ikke så svært. Det er de færreste haveejere, der synes, at det er ret sjovt skubbe rundt med en plæneklipper, hvis de kan blive fri,” siger Ivan Jæger Christiansen.

Han peger desuden på, at robotplæneklipperne er en del af den ‘smart home’-bølge, der lige nu spreder sig.

“Vi er blevet vant til at betjene blandt andet lyd, lys og varme i vores hjem via apps, og nu rykker de her smart home-apps bare ud i haven. Det betyder, at man kan sidde i sommerhuset eller på kontoret og følge med i, hvordan græsslåningen skrider frem,” fortæller Ivan Jæger Christiansen.

Benzin forsvinder

Hos tyske Gardena, der en af Europas førende producenter af haveudstyr, tror man også, at de benzindrevne plæneklippere snart hører til fortiden i de danske villahaver:

“Støjgenerne er nok i virkeligheden den vigtigste årsag til, at de benzindrevne haveredskaber forsvinder. Som haveejere synes vi simpelthen ikke, at vi kan være det bekendt i forhold til vores naboer,” siger Thomas Madsbjerg Sofussen, der er Key Account Manager hos Gardena.

Han mener dog også, at der ligger andre grunde bag udviklingen: 

“Derudover er det også en del af den grønne bølge – vi vil gerne træffe nogle gode valg i forhold til naturen, og derfor ryger de gamle benzinmotorer ud af haverne, siger han.

De fedeste robotplæneklippere

Vil du selv skifte din benzindrevne plæneklippere ud med en mere miljøvenlig og selvkørende udgave, kan du få et overblik over alle de fedeste robotplæneklippere på markedet lige her.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler