Let havearbejdet med de rette redskaber

Slå græsset lydløst og bekæmp ukrudtet med en græstrimmer, der vejer to kilo. Havemaskiner med litiumbatterier har en væsentlig større ydelse end de gamle batterityper. Det lille batteri har givet mulighed for en helt ny generation af havemaskiner, der er utroligt lette og kan køre væsentligt længere på en opladning.

Fruesav

Den batteridrevne kædesav er saven til de små opgaver og for dem, der måske synes, at en “rigtig” kædesav er lidt vel voldsom og farlig. Saven er ganske nem at håndtere, vejer kun 2,7 kilo og har ­kapacitet til ca. 150 x 3,5 cm snit pr. opladning. Sværd­længden er på 20 cm. Den er på NiMH-batteri, der også er et batteri i den mere miljørigtige ende. Og batteriet passer til andre 18 V maskiner fra producenten. Fra Black & Decker.

Kratlusker

Nu kan du gå til kamp mod det høje græs og det frækkeste ukrudt – uden ledning og uden anstrengte overarme. Græstrimmeren er nede på at veje to kilo. Tråden er udskiftet med en plastikkniv, der “skærer” mere kontrolleret end en tråd; så det afskårne græs ikke ender på fx husmuren. Ekstra knive sidder på skaftet og er nemme og hurtige at montere uden værktøj. Græstrimmeren findes i to modeller – hhv. 23 cm og 26 cm i klippediameter. Begge rækker op til 1000 m. Fra Bosch.

“Både med og uden”

Plæneklipperen, der er et “både og”-redskab. Mens hybrid-plæne­klipperen arbejder på el-drift fra stikkontakten, oplader den helt automatisk litium-batteriet. Men ledningen kan også droppes, og så kan du klippe op til 300 kvadratmeter plæne på et fuldt opladet batteri.
Samtidig har du friheden til at arbejde uden el-ledning, når du skal ind mellem træer, buske og legeredskaber. Hybridklipperen fås i tre størrelser med klippebredder mellem 37 og 46 cm, den mindste vejer 15 kilo – og er ikke selvkørende. Den store vejer 23 kilo og er selvkørende med to gear. Fra Wolf-Garten.

Multiklipper

Klip lavendlerne, snup en fræk brændenælde, form buksbommen og ret græssets kanter af. Med det nye litiumbatteri vejer det lille klippevidunder kun 0,9 kilo, så du kan næsten have den med i baglommen. Den har to forskellige skær, hovedet kan drejes 180 grader – og den klipper i 100 minutter på en opladning. Fra Wolf-Garten.

Hvad kan litium-batterier?

  • Altid klar til brug
  • Ingen selvafladning.
  • Lavere vægt og op til 50 pct. større ydelse.
  • Lader 80 pct. på halvdelen af den normale opladningstid.
  • Ingen hokuspokus med opladningen. Ingen memory-effekt. Sæt opladeren i stikkontakten, så passer batteriet sig selv; også selvom du glemmer det.
  • Litiumbatterier er desuden en mere miljøvenlig løsning end ældre typer.
  • Flere af maskinerne bruger den samme type batteri. Køber du ekstra batterier, passer de i flere typer maskiner (dog skal det være af samme mærke); så har du muligheden for altid at have et helt fuldt opladet batteri i reserve.

Hækkeklipper kan “tygge”

Nu kan du få en hækkeklipper, der ikke bider sig fast i de tykke grene. Det kraftige litiumbatteri har givet kapacitet til en indbygget chip, der gør hækkeklipperen “intelligent”, så den kan mærke, når modstanden er for stor; så “tygger den” grenen over. Klipperen vejer kun 2,2 kilo med et skær på 48 cm – og det bløde greb gør den let at håndtere. Fra Bosch.

Bedkratter

Med den batteridrevne kultivator kan du stå op og luge dine bede, teleskopskaftet sikrer en god arbejdsstilling. Kul­ti­vatoren passer fint til blomsterbede og mindre køkkenhaver, hvor den kratter ukrudtet op og lufter jorden. Den kører på NiMH-batteri, luger i 15 – 20 minutter på en opladning og vejer 4,7 kilo. Fra Black & Decker.

Mest læste artikler