Løvsuger eller løvblæser – find den rette til din have

Få styr på dit løv og dit haveaffald med en løvsuger eller en løvblæser. Læs om forskellen og om, hvad du skal tænke på, når du overvejer at anskaffe dig en løvsuger med orkanstyrke.

blade blæses væk

Løvsuger eller løvblæser?

Udvalget af havestøvsugere er stort. Der findes alt fra små løvblæsere, som du kan få for ned til 300 kronerr, til citysuger og parksugere til over 100.000 kroner.

Kært barn har mange navne. Havestøvsuger og bladstøvsuger bruges i flæng, selvom det jo strengt taget ikke er støv, som maskinerne suger eller blæser. Mere præcist er betegnelserne løvsuger og løvblæser. Ordene kan dog både dække over én og samme maskine – men også to forskellige:

  • Løvblæsere – blæser løvet væk og ikke andet.
  • Løvsugere – suger løvet op, men kan også fungere som løvblæser.

Løvsugeren kan have en tredje vigtige funktion tilkoblet.

  • Plantekværn – Her findeles plantematerialet, inden det opsamles i opsamlerposen

Kend din løvsuger på opsamlerposen 

Hvis du kun har behov for at puste blade væk fra indkørslen eller plænen, så kan du sikkert nøjes med en forholdsvis billig løvblæser. Her er du godt kørende for 6-700 kroner.

Løvsugeren kan du altid kende på opsamlerposen. Den kan typiske rumme 30-50 liter plantemateriale. Ude i dine bede har det måske fyldt det tidobbelte, for de mest effektive løvsugere har plantekværne, der kan findele det opsamlede ned til en tolvtedel af det oprindelige rumfang.

De fleste løvsugere kan dublere som løvblæser, Det kræver bare, at du afmonterer opsamlerposen.

Kørende løvsugere

Med en forfangspose, der sorterer det største haveaffald fra, bliver effektiviteten størst. For så behøver du ikke at afbryde arbejdet, når større grene og kogler for eksempel blokerer opsamlerposen.

Løvsugere fås i alle prislejer. Her starter priserne også fra det rene ingenting, men du må regne med at smide lidt over 1000 kroner, hvis du vil have en maskine, der skal holde til flere sæsoner. Hvis du vil have hjul på din maskine og opsamlerpose på over 200 kilo, så ryger prisen let op på 10.000 kroner.

Rygsæksblæsere

Løvsugerne kan betjenes på flere måder.

  • Håndholdt – det er kun for de helt lette maskiner, vi kan anbefale det.
  • Håndholdt med skulderem eller anden forankring mod kroppen. Det letter arbejdet og skåner ryggen, hvis det er større arealer, du skal dække
  • Rygbårne bladstøvsuger. Det er både løvsugere og løvblæsere, der findes i denne uformning.

Den sidste metode er uden tvivl det bedste valg ud fra en ergonomisk synsvinkel. Det forudsætter dog, at du kan leve med støjen og rystelserne fra motoren på ryggen. Det er en særlig stor udfordring, hvis du bruger en benzindreven løvsuger. De har generelt mere power, men så støjer de til gengæld også ekstra meget.

Løvsuger af orkanstyrke

I det hele taget er det store kræfter, der er på spil, når du tænder for din løvsuger eller løvblæser. 

En løvsuger blæser med en hastighed på mellem ca. 200 og 400 km/t. Det er stærkere end orkanstyrke, der er 117 km/t (12 på Beaufort skalaen). Så det er let at forstå, at en tom flagrende pose helst ikke skal komme i vejen. Ligeså oplagt er det, at man med så stor sugekraft altid skal holde mundstykket (eller teleskoprøret) væk fra mennesker, dyr og skrøbelige ting som f.eks. glas og vinduer.

Læs også: Idényts store test af græstrimmere

Regler for støj og løvsugere

Den store kraft, der skal til for at fremkalde luftstrømmen, er med til at skrue støjen i vejret. Hvem har ikke prøvet at holde sig for ørene, når de er gået forbi den kommunale havemand med løvblæseren på ryggen? Eller måske har du oplevet at få søndagsfreden forstyrret af din nabos nye legetøj.

Der er endda eksempler på kommunalråd, der har grebet ind i enkeltsager og stillet begrænsninger for kirkegårdsarbejderens arbejde med løvblæseren på grund af en ophobning af klager fra naboerne. 

Heldigvis er der efterhånden kommet flere modeller på markedet, som ikke blæser trommehinderne ud. Generelt vil vi dog stadig anbefale at købe et høreværn med, når du anskaffer løvsugeren. Loven kræver faktisk, at folk, der arbejder professionelt med maskiner som en løvsuger, skal bære høreværn, hvis lydniveauet overstiger 85 decibel (målt under høreværnet).

Hvad egner løvsugeren sig til?

Løvsugeren er selvfølgelig velegnet til at holde din have og din græsplæne pæn. Men der er også andre gode grunde til at tilføje havestøvsugeren til maskinparken i dit haveskur:

  • Du plejer din græsplæne og forebygger mos og hvide pletter på græsset ved at holde græsplænen fri for afklippet græs og andre plantedele.
  • En løvsuger bruger meget strøm eller benzin, men i modsætning til løvblæseren, der bare flytter bunker, kommer indsatsen tilbage på CO2 kontoen, hvis du bruger en løvsuger. Al plantemateriale ender nemlig her i opsamlingssækken. Hvis din maskine samtidig har plantekværn, så vil komposteringen være meget mere effektiv og formuldingen vil speedes op. 
  • Du fratager dræbersnegle og andre skadedyr deres lune gemmesteder ved at fjerne de fugtige plantebunker, hvor for eksempel dræbersneglene gerne lægger deres æg.
  • Bladstøvsugeren egner sig til meget andet end nedfaldne blade. Den tager også græs, grankogler, grannåle og mindre kviste.

Løvsugere og løvblæsere fås i alle byggemarkeder og hos alle større supermarkedskæder.Tjek også online markedet.

Mest læste artikler