Mordvåben eller haveredskab? Forbrugere advares

Når du køber haveredskaber, skal du se dig godt for. Det er nemlig ikke alle redskaber, som er godkendte til brug, hvilket gør dem både farlige og ulovlige.

Hækklipper

Måske har du anskaffet dig splinternye haveredskaber til at give dig i kast med haven. Men du gør klogt i at undersøge, om dine nye redskaber er godkendte til brug for din egen sikkerheds skyld. Sikkerhedsstyrelsen advarer nemlig nu mod to farlige haveredskaber:

  • Skæreudstyr til buskrydder: Skæreudstyret er forbudt pga. alvorlig risiko for udslyngning af dele. Produktet forhandles på Wish.com.
  • Elektrisk kædesav, gør-det-selv-sæt til vinkelsliber: Produktet udgør en alvorlig risiko for brugeren, idet person risikerer at blive ramt af saven, da vinkelsliberen ikke har kickbacksikring som en rigtig kædesav ellers normalt har. Kædesaven er af mærket Newtonstein, og producenten har efterfølgende stoppet salget af produktet.

Ofte sælges produkterne på discount-hjemmesider uden et specifikt mærke eller en producent, som produktet kan spores tilbage til. I september blokerede Sikkerhedsstyrelsen den kinesiske hjemmeside Banggood.com efter salg af en lang række farlige og ulovlige produkter, heriblandt elementer til netop haveredskaber, hvor dele kan rive sig løs under drift.

Det skal du gøre som forbruger

Hvis du har købt nogle af de nævnte redskaber, eller andre produkter som ikke er godkendte af Sikkerhedsstyrelsen, skal du stoppe med at bruge produktet og kontakte butikken eller hjemmesiden, hvor du har købt det. 

Sådan undgår du at købe farlige produkter på nettet

I Danmark og EU er der særlige krav og regler til produktsikkerhed, som er med til at beskytte dig som forbruger. Sikkerhedsstyrelsen giver dig her tre spørgsmål, som du skal stille dig selv, når du generelt handler produkter på nettet. 

  • Ligger den butik du handler med uden for EU?
  • Er der risiko for kortslutning, stød eller brand?
  • Kan dit barn blive kvalt, rive sig eller få fingrene i klemme?

Hvis du kan nikke ja til nogen af de ovenstående punkter, skal du være særlig opmærksom på produktsikkerheden, da produktet ikke lever op til danske og europæiske standarder. 

Generelt er det en god huskeregel at bruge sin sunde fornuft. Er tilbuddet for godt til at være sandt, så er det det højst sandsynligt også, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen. 

Mest læste artikler