Trillebøren er flad – skal hjulet lappes eller udskiftes?

De fleste trillebøre er født med oppustelige dæk, hvilket betyder, at de kan punktere, men det er ikke svært at lappe dækket selv. Eller også kan du vælge at udsfite hjulet med et, der er punkterfrit.

Lap slangen, som du ville have gjort på din cykel

Hvis uheldet er ude, er der flere måder at gribe sagen an på. Du kan selv lappe slangen – hvilket gøres nøjagtig som med et cykelhjul. Du kan også selv skifte slangen, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.

Den nemme løsning – en cykelsmed

På en del af trillebørsmodellerne kan det dog godt være lidt svært at få dækket af, og du kan være nødt til at bruge mere end ét dækjern. Hvis du synes, det er for besværligt, kan du finde en cykelsmed, der vil gøre det.

Lappespray er ikke gode til trillebørshjulet

Der findes en række skumprodukter og lappespray til lapning, men de fleste af dem er beregnet til cykler, biler og andre hurtigt kørende maskiner. For at fungere effektivt skal skummet slynges hurtigt rundt, når det er påført, og her rækker trillebørens langsomme omdrejninger ikke til.

Skift til et punkterfrit dæk til trillebøren

Du kan også vælge én gang for alle at skifte hjulet ud med et af de nye punkterfri dæk. Det er en rigtig god idé, hvis du har mange tornebuske i din have eller skal bruge trillebøren i forbindelse med en ombygning, hvor søm og skruer skjuler sig i græsset. Punkterfri dæk er lidt dyrere end oppustelige dæk.

Punkterfri dæk har ikke samme affjedring

Du skal dog være opmærksom på, at de punkterfri dæk som regel er fyldt med PU-skum, og derfor ikke har helt den samme affjedring som et oppusteligt dæk. Det bevirker, at dækket lettere synker ned i våd jord, ligesom det kan være lidt sværere at manøvrere trillebøren rundt i smattet og vådt terræn.

Ingen tung last til punkterfrit dæk

Trillebører med punkterfrit dæk må heller ikke stå med en tung last på ladet natten over, fordi dækket kan blive skævt. Til gengæld undgår du al fremtidig ærgrelse over et fladt hjul.

Sådan forebygger du, at hjulet punkterer:

  • Efter brug af trillebøren bør du rense dækket for småsten og andet skidt.
  • Lad være med at efterlade trillebøren i den bagende sol, og lad den ikke stå ude i regnfulde perioder. Gør det til en god regel at trille den ind i et tørt skur efter dagens arbejde.
  • Når vinteren melder sig, og trillebøren går sin hvileperiode i møde, så tip den, så hjulet ikke hviler på jorden.
  • Sørg for, at dækket altid har et godt lufttryk i brugsperioden, og husk at pumpe hjulet helt op, før du igen begynder at bruge trillebøren om foråret.
Twitter Print

Mest læste artikler