Kunne du tænke dig at tage på en hyggelig festival uden stress og store menneskemængder?
Så er Haveselskabets havefestival lige noget for dig. Her kan du få lov til, at blive inspireret af en masse flotte haver i dit eget tempo.
Havefestivalen afholdes i år i august. Her vil du blive mødt af sensommerens flotte blomster, som blandt andet er roser, georginer og sommerfuglebuske.
Haveselskabets årlige havefestival bliver denne gang afholdt i weekenden den 13.- 14. august.
Se efter “åben have” skiltet
200 af Haveselskabets medlemmer åbner op for deres private haver. Du kan tage et smut forbi med familien og andre haveglade mennesker. Du skal lede efter “åben have” skiltet, og så er du på rette vej til havefestivalen.
Det er en fast tradition for Haveselskabets medlemmer, og alle er velkomne til at deltage i havefestivalen. Der er også mulighed for at købe kaffe/te og kage i nogle af haverne.
Direktøren i Haveselskabet Charlotte Garby anbefaler at planlægge dine havebesøg grundigt, så du har tid til at fordybe dig i haverne.