Ingen tvivl om, at dahliaer (eller georginer, der er det danske navn) er mere populære end nogensinde. Det skyldes blandt andet de sociale medier – især Instagram – hvor mange deler det ene indtagende billede efter det andet hen over sommeren. Ikke mange blomster kan frembyde så mange farver og former.
Da jeg for små tredive år siden blev smittet af ‘havebacillen’, var det ikke meget, jeg vidste om blomster. Men der var alligevel nogle, som jeg huskede fra min barndom, hvor mine forældre have lejet sig ind på førstesalen i en villa i Valby. Husets ejere, herr og fru Rasmussen, der boede i stueetagen, havde den dejligste have, som virkelig har prentet sig i min bevidsthed.
Og selv om jeg mange gange har gentaget, at jeg ikke havde nogen haveinteresse eller -viden, da jeg for alvor gik i gang med min have, var der alligevel noget, der lå og lurede i hukommelsen. Og det var måske det, der blev vakt til live.
Barndomshaven
Jeg husker, og huskede, stadig mange detaljer fra min barndoms have, hvor jeg fik lov til at hjælpe Rasmussens. Mit stærkeste minde er en plasticstork, som de havde på deres skurtag, men ud over den var det også georginerne, der bjergtog mig. Mage til blomsterhav havde jeg aldrig oplevet før.
Jeg husker endnu, hvordan herr Rasmussen i det tidlige forår hentede dahliaknoldene frem fra kælderen, forkultiverede dem i potter i drivhuset, hvorefter de i maj blev plantet ud i bedene for så at blomstre fra juli og frem til frostens komme.
Flere kender til historien om, hvordan det var et møde med blomstermaleren Anne Just fra Hune, i Nordjylland, der for alvor satte skub i mit haveliv. Anne havde også de mest fantastiske dahliaer, og hun forærede mig de første knolde. Jeg har dem stadig som et kært minde. Anne gik bort i 2009, og når de første blomster springer ud, sender jeg Anne mange kærlige tanker.
En genstridig knoldvækst
‘Dahliaer er så besværlige’, hører jeg ofte folk sige. Og jeg ved godt, hvad de hentyder til. For det handler om, at knoldene ikke tåler frost og derfor skal graves op, inden kulden går i jorden. Men når folk sukker dybt over dette, plejer jeg at svare, at de jo blot kan lade knoldene ligge i jorden.
Hvis vinteren er mild, og jorden ikke er for fugtig, kan man nemlig være så heldig, at knoldene overlever og begynder at skyde, når det igen bliver lunt.
Sker det ikke, kan man jo blot købe nogle nye knolde, og det er en udgift, der er til at overse.
Her i haven graver vi dog altid knoldene op. Ikke mindst fordi, jeg har mange knolde fra venner og bekendte, og dem vil jeg nødig miste.
Vinteropbevaring af dahlia
Der skal ikke mere end en enkelt eller to frostgrader til, før hele planten mørkfarves og kommer til at se rigtig trist ud. Så er det slut med at plukke indtagende buketter, men man behøver ikke at gå helt i panik. For det varer som regel lidt, inden frosten går i jorden.
Men før det sker, graves knoldene op, spules fri for det meste jord og lægges til tørre nogle dage.
Derefter pakker vi knoldene ind i avispapir og opbevarer dem i garagen, hvor der er omkring fem plusgrader vinteren igennem. Det er en passende temperatur til at bringe knoldene vel gennem den kolde tid.
Jeg ved, at det ikke er alle, der er så heldige at have frostfrie opbevaringsmuligheder med den rette temperatur.
Problemet er, at knoldene heller ikke må stå for varmt. En halv snes grader går an, men så heller ikke lunere. Nogle opbevarer deres knolde i et uopvarmet skur eller udhus og dækker dem med en vintermåtte. På den måde sker der ikke nogen skade ved et par frostgrader, men bliver det koldere, må de flyttes til en lunere plads.
Har man ikke mulighed for dette, må der investeres i nye knolde i foråret.
