Sådan fjernes rust fra gammelt jern

Når jern ruster, er der ingen lette løsninger. Rusten skal helt væk, og jernet skal males grundigt og mange gange. Princippet er, at behandlingen skal ende med at være så tæt, at der ikke kan komme ilt og fugt ind til jernet, for ellers ruster det igen.

Løberust kræver knofedt

Meget løberust kan fjernes med knofedt enten ved at skrubbe med vand og sæbe på en grydesvamp eller ved at slibe.

På malede overflader gør 1 spsk. oxalsyre i ½ l vand underværker.

Oxalsyre skal pensles på

Pensl det på, og lad det sidde, til du kan se, at løberusten er væk, og vask derefter med rigeligt vand. Undgå oxalsyren på materialer, der indeholder kalk: fx mørtel.

Det bedste er varmegalvanisering

Den ultimative rustbehandling er en varmegalvanisering, hvor jernet bliver sænket ned i flydende zink og bliver totalt dækket med zink. Det giver en overflade, der i princippet aldrig ruster – medmindre zinklaget bliver ridset eller slået af. Mindre skader kan evt. repareres med zinkholdig maling. Ved større skader skal emnet varmeforzinkes igen.

Galvanisering kræver afsyring

Varmegalvanisering – eller galvanisering – er den mest effektive form for rustbeskyttelse. Behandlingen kræver, at jernet er absolut rent. Derfor skal nyt jern afsyres, og gammelt jern skal sandblæses.

Zinkbehandlingen giver en tæt beskyttelse

Behandlingen foregår ved, at emnet sænkes ned i ca. 460 grader varm zink. Herved opstår der en legering mellem jern og zink, og dermed en meget tæt og fastsiddende beskyttelse. Efter processen bliver jernet renset for evt. overskydende zink. Hvis der fx er mange krummelurer i et rækværk, vil der dannes små dråber eller spidser, som skal files af med håndkraft.

Zink ændrer udseende med tiden

Zinkoverfladen er først helt blank og næsten sølvfarvet. Med tiden vil luftens ilt gå i forbindelse med zinken, der bliver mere grå og mindre skinnende. Denne grå overflade er et tyndt lag, som giver yderligere beskyttelse.

Salt kræver ekstra rustforebyggelse

Hvis du bor nær ved havet, så vær opmærksom på, at salt fremmer korrosionen af metaller, så her skal du være ekstra grundig med rustforebyggelse. Saltkrystaller på malede overflader gør også, at malingen nedbrydes hurtigere. Så det er en god idé at vaske alle malede overflader – inkl. malet metal – et par gange om året.

Vask først af

Vask med husvask for at fjerne olie, fedt, smuds, salt etc. Underlaget skal være rent og tørt, før du går videre.

Fjern alt rust

Start med at skrabe med en skraber, brug evt. en lille spids hammer, men undgå at slå mærker i jernet. Slut af med at slibe med groft sandpapir og stålbørste – brug gerne en roterende stålbørste. Jo renere jernet er, jo længere vil behandlingen holde. Gammel blank maling matteres med sandpapir.

Nu skal overfladen renses og affedtes

Det skal gøres, uden at den bliver våd, for så dannes der hurtigt rust igen. Det bedste er en fnugfri klud fugtet med cellulosefortynder eller acetone – så det skal foregå udenfor, evt. med åndedrætsværn.

Nu skal der males

Mal mindst to gange med en rusthindrende grundmaling. Det er vigtigt at komme ind i alle kroge. Tilsæt evt. lidt farve til malingen anden gang, du maler, så kan du se, at andet lag også dækker.

JotunSlut af med mindst to lag maling egnet til metal, og vær omhyggelig med, at alle lag dækker.

Oliemaling er bedst til jern

Vær opmærksom på, at oliemaling er bedst til behandling af jern, fordi den danner en tættere film, der forhindrer ilt og fugt i at trænge igennem.

Læs også: Sådan fjerner du gammel maling

Mest læste artikler