Sådan laver du den perfekte brændestabel

Vil du sikre dig kvalitetsbrænde, gælder det om at skabe de bedste forudsætninger for, at brændet kan tørre. Få de gode råd her.

Det skal du vide

Dit kløvede brænde kan først bruges, når det er tørt. Faktisk må du ikke tage det indenfor i brændekurven, før det har en fugttemperatur på under 18 %.

For at få brændet tørt, er det yderst vigtigt at stable og opbevare det korrekt. Du bør blandt andet håndtere det efter årstid. I foråret og om sommeren stables og tørres brændet udendørs. I efteråret skal brændet derimod flyttes til brændeskuret, hvor der er læ for regn og sne. Hvis du ikke har et brændeskur, kan du nemt skabe læ med et tag af blikplader eller en presenning.

Sådan beskytter du din brændestabel mod fugt

Eftersom brændet skal tørres, kræver det, at du afskærmer brændestablen for alle former for fugt; regn, jord og planter. 

For at beskytte brændet mod fugt fra græs, planter og ukrudt, kan du sprede strøer eller rafter under brændestablen eller stable brændet på paller for at skabe luft mellem træet og jorden.

Du skærmer mod regn ved at sætte det i et brændeskur eller bruge tricket med blikplader. Blikplader er faktisk rigtig gode, da de hurtigt opvarmes af solens stråler og på den måde afgiver varme til brændet.

Skab luftcirkulation i brændestablen

Placeringen af brændestablen er vigtig for tørringsprocessen – og her spiller sol og vind en stor rolle. 

Vådt brænde skal stables så løst som muligt for at skabe luftcirkulation. Det kan samtidig være en fordel at stable brændet, så de største flader udsættes for mest mulig sol og vind, ligesom alle sider af brændet gerne skal rammes af vinden.

Det er også vigtigt at vende brændets ender udad. Årerne går på langs af træet, hvilket betyder af fordampningen sker fra endefladerne.

Den runde brændestabel

Udover en dekorative effekt, som det ses på billedet, så har rundstablen også et par praktiske fordele:

  • Udnyttelse af pladsen til kroget brænde.
  • Regnvandet kan løbe ned ad ydersiden, hvilket betyder, at der ikke er behov for overdækning.

Sådan laver du en rundstabel

Først og fremmest er det vigtigt, at brændestablen har en minimumsdiameter på 2 meter.

  1. Læg først et vandret og cirkulær fundament.
  2. Byg stablen op i en stabil cylinder.
  3. Undervejs fyldes midten op med de krogede brændestykker.
  4. Når stablen har cirka en meters højde, lægges stykkerne længere ind lag for lag.
  5. Afslut eventuelt med et lag af brænde, der har barken opad. 

Flere gode tips til brændestablen

  • Pak ikke brændestablen ind i plastik. Det vil skabe gode vækstbetingelser for mug og svamp i træet.
  • Stabel ikke brænde op ad en mur, hegn eller andre lufttætte ting. Gør du det, vil det resultere i, at det inderste brænde ikke får luft nok, fordi der ikke er cirkulation.
  • Brændet bør maksimalt have et tværsnit på 8-13 centimeter, for at det kan tørre tilstrækkeligt hurtigt.
  • Tjek om brændet er tørt ved at slå to stykker mod hinanden. Hvis det lyder mat og tungt, er det et tegn på, at træet stadig er vådt. Er det derimod en skarp og høj lyd, er træet tørt og klar til brug.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler