Sådan laver du nemt din egen heks til sankthans

Når der tændes ild i bålet sankthansaften, er en heks på toppen et “must”. 

Foto: Mariette TiedemannLad børnene være med til at lave heksen

Med ganske få remedier og et par timer til overs, kan du selv lave heksen. Den her viste heks er nem og billig at lave, og så kan hele familien være med. Børnene kan fx hjælpe til med at fylde hende med tørret græs eller hø, dekorere hatten eller male hendes ansigt, så hun ser rigtig uhyggelig ud.

Det skal du bruge

  • Lagen- eller lærredsstof
  • Grøn filt
  • Et par pyjamasbukser
  • Et par gamle havehandsker
  • En mølædt overfrakke
  • En fastelavnsparyk
  • Hø, halm eller tørret græs
  • Tre gaffelgrene (to store og en mindre)
  • Saks og tusser

Sådan gør du

  • Læg lagenstoffet dobbelt, eller læg to lagener oven på hinanden, hvis heksen skal være meget stor. Tegn heksens profil op (ansigt og krop uden ben og arme) med en tus, og klip profilen ud cirka 1 cm ud over tusstregens kant.
  • Sy sammen langs stregen, men lad kroppen være åben i bunden, så du kan udstoppe heksen. Vend retsiden ud, og fyld med tørret græs, hø eller halm. Start med at fylde næsen godt ud og dernæst halvdelen af hovedet. Sæt den mindste gaffelgren op gennem kroppen, så gaflen stikker ud, og fyld resten af hovedet og kroppen, så grenen sidder godt fast. Bind kroppen sammen med en snor i bunden. Lav to arme på samme måde som kroppen. Tag et par gamle pyjamasbukser, og sy dem sammen i anklerne. Fyld arme og bukser med hø.
  • Placér den ene af de store gaffelgrene i en parasolfod, så du har hold på den. Skru den sidste gaffelgren fast på den første, som vist på billedet. (den skal bruges som kost).
  • Sæt de udstoppede ben over den skrå gaffelgren, og bind underkroppen fast til den lodrette gren. Placér overkroppen og klips, sy eller bind den fast til benene, og fastgør dernæst både krop og ben grundigt til grenene. Sy eller klips armene på kroppen.

 

 

 

 

  • Ifør heksen en gammel frakke og et par handsker. Brug en paryk eller noget tørret tang som hår. Mal øjne og mund på ansigtet, og vorter på næsen. Lav et ris af tynde grene, og bind det fast som kost. Heksen sættes fast på toppen af bålet ved at stikke kæppen ned i midten af det. Nu kan hun futtes af.

Sådan laves hatten

Heksen kan selvfølgelig forsynes med en gammel hat, du har ved hånden, eller én foldet af avispapir. Her har vi fremstillet en hat af tre kvadratiske stykker filt. Fold det ene stykke til et kræmmerhus, og sy det sammen i siden. Læg de to andre stykker oven på hinanden, og klip en cirkel ud af lagene, så hullet i midten er cirka 2 cm mindre i diameter end kræmmerhusets åbning. Sy de to cirkler sammen i yderkanterne.

Vend retten ud, og fyld fx stofrester i hulrummet. Sæt kræmmerhuset ind i cirklens hul, og sy eller hæft cirklen fast hele vejen rundt. Blomsterne på hatten er klippet ud af en gammel stofrest og limet på. Du kan også bruge glansbilleder, udklip fra ugeblade osv. De runde stykker, der er tilovers fra klipningen af hatten, er dekoreret med blomster og brugt som manchetter i handskerne.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler