Sådan redder du dine planter igennem tørken

Er din have ramt af tørke? Sådan får du din have bedst igennem de tørkeramte perioder.

Tørt blomsterbed

Med jævne mellemrum rammer tørkeindekset de røde tal, og det går desværre ud over din have.

Planter og blomster i krukker er de mest udsatte. De har derfor brug for en hjælpende hånd til at klare sig igennem tørken.

Tørkeindekset fra DMI har en skala fra 1-10, som viser, hvor tør jorden er i Danmark. Der er tørke, hvis tallet er oppe og ramme 10 på skalaen.

Tørketallet bliver målt af DMI, som hver dag estimerer mængden af vand i jorden.

Sådan vander du bedst

Græsplænen er ikke så hårdt ramt som resten af haven. Den kan hurtigt komme til at se gul og tør ud, men det er blot et tegn på, at plænen er gået i dvale. Du kan godt give den lidt vand, men den skal nok komme sig af sig selv.

Anderledes er det med de øvrige planter i haven. Dem bliver du nødt til at give kærlighed og masser af vand. Det gælder især de nye planter, der er mere udsatte under tørken, da rødderne endnu ikke er fuldt udviklede.

Hvis tørken er slem, skal du dog også holde øje med havens ældre blomster, buske og træer.

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at det er en god idé at vande havens bede under en tørke. Men du kan også tage et smut rundt i haven med en vandkande og give dine træer noget vand. De har også brug for at få slukket tørsten.

Planter i højbede og krukker må du heller ikke glemme. De har ikke nogle rødder i jorden, der kan optage al den gode fugt. Planterne skal derfor vandes dagligt.

Det er generelt et godt tip at installere en regnvandstønde til fremtidig brug, så du sparer på vandet fra vandværket. Det er mere bæredygtigt, så du kan vande løs med god samvittighed.

7 gode råd til at klare tørken

  1. Begynd med at vand stiklinger og planter, som netop er blevet sat ud i haven.
  2. Det er vigtigt, at du vander roser og andre planter i krukker.
  3. Vand græsplænen og andre planter i de tidlige morgentimer eller i de sene aftentimer. Vandet fordamper, hvis du vander midt på dagen, hvor sollyset er stærkest.
  4. Flyt dine potter og krukker hen i skyggen. Skyggen er en af dine bedste venner i kampen mod tørken. Planter har, som os, brug for at komme væk fra solens direkte stråler.
  5. Brug rigeligt med vand, når du vander. Det fungerer bedre end overfladiske vandinger. En grundigere vanding trænger dybere ned i jorden.
  6. Vandingsposer er et godt tip, hvis du ikke lige altid har tid til at vande dine træer. Til bedene kan du bruge en siveslange. Den fungerer som en haveslange med små huller, hvortil vandet kan sive ud til dine planter.
  7. Vand tættest på planternes rødder, det gør det nemmere for planten at absorbere.
Foto: Getty Images
Du kan bruge en vandingspose som den her til at vande dine træer.

Mest læste artikler