Foryng din hæk

Mange ældre hække har det med at blive nøgne i bunden og alt for høje og brede. Oftest kan det klares med almindelig klipning, men af og til skal der tages drastiske metoder i brug. Det vil sige en mere omfattende beskæring. Ved beskæring fjerner man den ældre vækst for at få en frisk, tæt hæk.

Vejen til en sund hæk

Før du kaster dig ud i projektet, er det vigtigt, at du kontrollerer, om din hæk i forvejen har gode vækstbetingelser. Der er ikke meget vundet ved at skære hækken ned, hvis der er store træer, der skygger og stjæler vand og næring fra hækken. De forhold skal der rettes op på, ellers bliver resultatet ikke godt, og dit arbejde er spildt. Husk også at tage naboen i ed, hvis det er den fælles hæk, der skal beskæres.

Beskæring af bøgehækken

Bøgehække kan skæres hårdt tilbage i februar-marts. Det bør gøres i to omgange. Første år skæres toppen ned. Skær den lidt længere ned end den ønskede højde, så der er plads til grøn tilvækst på toppen. Den ene side skæres ind. Skær sidegrenene ind til 10-25 cm’s længde, og lad grenene forneden være lidt længere end foroven, så det færdige resultat er en bred hæk forneden og lidt smallere foroven. Den anden side skæres ind året efter.

Pjusket buksbom

Ældre buksbom kan beskæres fra maj til august. Klip den ikke længere ned end til ca. 1 meter. Buksbom tåler en ret hård beskæring, men vil i de første par år efter se noget forpjusket ud.

Taks er hækkenes Rolls Royce

Taks har ikke tidligere været så populær, da den anses for at være en “kirkegårdsplante”. Englænderne er vilde med den, og det er også velfortjent. Mange anser den for at være hækkenes Rolls Royce, og der bliver da også plantet flere og flere herhjemme. Taks er en stedsegrøn busk, der både kan klippes i facon og hårdt tilbage. Kigger du godt efter, kan du se “hvilende knopper” på stamme og grene. Det er anlæg til nye skud. Det varer typisk nogle år, før de nye skud bliver kraftige. Det bedste tidspunkt for beskæring af taks er april-maj.

Beskæring af lærk

Lærk kan skæres meget langt ned og ind. Lærk har i modsætning til de fleste andre nåletræer god evne til at danne nye skud på gamle grene. Se under bøgehækken og brug evt. den samme fremgangsmåde. Beskæringsarbejdet kan ske i løbet af vinteren.

Ikke for hård ved thujaen

Thujahække må ikke skæres alt for langt tilbage. Dvs., hvis du skærer længere ind end det grønne, skyder den ikke igen. Nåletræer har ikke evnen til at danne nye skud på gammelt træ. Beskæring er bedst i juli måned.

Vær god ved din hæk

Mange glemmer, at hækken også kan lide et skud gødning i ny og næ. Giv den lidt god kompost og gødning i foråret. Vælger du at plante en helt ny hæk så sørg for god jord og rigelig vanding de første par år.

 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler