Plant en hæk med et anderledes twist

En smuk hæk kan være meget andet end en retvinklet ligusterhæk. Anderledes farver og spændende former giver hækken og dermed hele haven personlighed. Den kan også både ramme ind og dele op.

 

Små forandringer kan ændre meget

Der er mange muligheder for at gøre lidt ekstra ud af hækken. Små tiltag kan give store resultater. Bare det at plante fx rødbladet bøg i stedet for almindelig bøg ændrer fuldstændig helhedsindtrykket af haven.

Giv hækken en krumning

Der er ingen, der har sagt, at hække skal være plantet i lige linjer og rette vinkler. Buede forløb og hække, der plantes ind i haven og dermed skaber rum, giver spændende effekter. Du kan også klippe dig til en anderledes hæk. En bevidst formning af hækken giver haven sin egen atmosfære.

Hækken må gerne passe til huset

Hækken er normalt en grøn ram­­me om haven. Men en hæk i en anden farvetone er også en mulighed. Hvilken løsning, der giver det smukkeste resultat, afhænger af omgivelserne, så fx husets farve og stil og den øvrige beplantning skal tages i betragtning, før valget træffes.

Grønt eller rødt – vælg den farve der passer dig

En stedsegrøn hæk af thuja er en mulighed, der alt afhængigt af sortsvalg kan være grøn, lysende gul eller smukt sølvblå. Rødbladet bøg giver dig en meget smuk, dybrød hæk, der står med brunt løv i vinterhalvåret.

Hækken kan bruges til at dele haven op

Hækplanter kan plantes man­ge andre steder end i skellet. Overvej forløbet, og suppler havens ramme med tværgående hække, der danner rum i haven. Hækkene inde i haven kan have forskellige højder og kan forsynes med klippede passager og vinduer, der giver gode kig. Ganske lave hække i fine mønstre giver haven struktur. En buet hæk omkring et haverum er en meget smuk løsning.

Form hækken med saksen

Hækplanter reagerer på beskæring med nyvækst, uanset om du klipper efter en snor eller leger lidt med formerne. Du kan skabe en spændende organisk hæk ved at lade den enkelte plantes form komme til udtryk. En metode der egner sig bedst til stedsegrønne. Eller du kan klippe efter en skabelon og lade din hæk få takker eller buer. Blot må du aldrig klippe efter august, da det giver risiko for frostskader på de nye skud.

Opstamning giver en mere åben hæk

Opstamning er en særlig form for beskæring, der løfter planten fra jorden og giver et meget elegant udtryk. Metoden går i al sin enkelhed ud på, at man fjerner de nederste sideskud helt inde ved stammen. Opstamningen giver en mere åben hæk, der egner sig godt fx til forhaven eller til en let rumdeler inde i haven.

Klip hækken korrekt

Lave hække kan du klippe i næsten en hvilken som helst form. Men når det gælder høje hække, er der nogle fif, der sikrer en smuk, tæt og holdbar hæk. Klip nyplantede hækplanter på siderne de første år, men vent med at klippe toppen, til hækken har fået sin fulde højde. Klip så hækken bliver kegleformet – bredest for neden og smallest for oven.

Plantetid

Løvfældende hækplanter med klump eller i potte plantes forår og efterår. Og som barrodede plantes de fra løvfald til løvspring. Stedsegrønne plantes i april-maj eller august-september.

 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler