Sådan bygger du et raftehegn

Vil du selv lave et raftehegn, så finder du her den mest grundige guide. Lær de forskellige muligheder at kende for valg af rafter. Bliv en mester i opsætning af stolperne og få 7 staldtips til det perfekte raftehegn. 

Raftehegn i mange forskellige træsorter

Hvad er en rafte egentlig? En rafte i god gammeldags forstand er en granrafte med bark. I dag findes der dog flere typer raftehegn i adskillige forskellige træsorter, både med barkede og afbarkede rafter eller som rundstokke.
Vælger du at bygge hegnet af afbarkede rafter, får du et hegn, hvor rafterne kan lægges tættere end de ujævne rafter med bark.

Valg af træsort til stolper

Helt grundlæggende for raftehegnet er det naturligvis, at de stolper, du graver ned i jorden, kan holde lige så længe som rafterne.

Her er egestolper det sikreste, men også det dyreste valg. Imprægneret fyrretræ kan normalt også holde i rigtig mange år, mens lærketræ må frarådes som stolper i jord. Nogle typer hegn kan monteres på betonstolper.

En anden vigtig grundregel er, at rafterne skal holde en afstand på fem til ti cm fra jorden, da de ellers vil trække fugt og rådne i løbet af få år.

Valg af mønster til raftehegn

Raftehegn kan sættes op i flere forskellige mønstre. Her er det vigtigt at tænke på, hvordan naboens side af hegnet ser ud. Nogle hegn er forskellige på for- og bagside, og er derfor ikke velegnede, hvis to naboer skal blive lige glade for det. 

Mange af de nye hegn er monteret i profilstolper, der er en meget solid løsning, og her er hegnet ens på begge sider. Hvis rafterne er fastgjort korrekt efter anvisningerne, slår det sig meget lidt. 

Læs også: Sådan bekæmper du ukrudt med fiberdug

raftehegn af fyrretræsrafter  
Et vandret raftehegn.  

6 tips til valg og pleje af raftehegn

1. Rafter med bark 

Denne type rafter er trætoppe fra fyr- og grantræer fra de nordiske og sibiriske skove.Vedligeholdelse: Raftehegnet skal/kan ikke vedligeholdes og holder fra 20 til 30 år.

2. Rå afbarkede rafter

Rå afbarkede rafter kan være af lærk og eg. De kan ligge meget tæt, så du undgår sprækker/indkig i hegnet. Lærke- og egerafter kan bibeholde den flotte gyldne farve, hvis de holdes mættet med træolie – det kræver, at du olierer hegnet mindst én gang hvert eller hvert andet år. Brug en specialolie med svampegifte og UV-beskyttelse. Hegnet kan også males eller stå ubehandlet.

3. Imprægnering af rafter

Afbarkede fyrrerafter skal være imprægnerede, da de ellers vil rådne i løbet af få år. Hegnet kan tåle at stå ubehandlet – men der er også mulighed for at behandle det med træbeskyttelse, så det får samme farve som fx carport, facade eller udhæng på huset. Raftehegnet skal have træbeskyttelse med 2-5 års mellemrum – alt efter hvor hegnet står. Ubehandlet og behandlet hegn bør vaskes for alger hvert forår.

4. Dobbeltrafter

Dobbeltrafter er en ny patenteret type lærkerafter, der er drejet ud af større stykker træ. Det giver for det første mere af det stærke kernetræ i raften – desuden undgår du, at rafterne vrider sig, når de tørrer i solen.

5. Rafter på betonstolper

Rafter på betonstolper giver et flot og stærkt hegn, hvor stolperne aldrig rådner.

6. Undgå rådne stolper.

Imprægnerede stolper er endeforseglede. Derfor er det vigtigt, ikke at save dem over i top/bund. Grav dem ned, så de har den rigtige højde.
  

Læs også: Hvornår er det bedste tidspunkt at klippe hækken 

7 tips til opsætning af raftehegn

1. Brug sømpistolen!

Sømpistol er det rigtige værktøj til raftehegn, fordi sømhovederne er “usynlige”. Vælger du limsøm, selvlimer sømmene. Husk, til eg og lærk skal du bruge rustfri søm og skruer, da galvaniserede søm hurtigt ruster og knækker.

2. Støb om stolperne

Stolper, der skal bære en låge, skal altid støbes fast. Monterer du hegnet i profilstolper, skal alle stolper støbes, uden undtagelse.

3. Rod og top på raften

En rafte har en rodende og en top. Uanset om du beklæder dit hegn lodret eller vandret, skal du skifte mellem en rodende og en top for at få et lige hegn.

4. Rafter ret!

Sørg for, at hegnets under- og overkant “holder linjen”. Monter den øverste og nederste rafte hele vejen hen ad hegnet. Herefter mingelerer du resten af rafterne på plads.

6. Før du graver ud

Husk altid at rekvirere kabel- og rørtegninger fra dit elselskab, TDC, vandværket, gasleverandøren osv. Er uheldet ude i forbindelse med dit arbejde, risikerer du selv at skulle betale for reparation af skaden.

7. Forsikring af raftehegn

Et raftehegn er omfattet af villaforsikringen. Selve dækningen for hegn kan være meget forskellig. Det er nødvendigt, at du ser dine forsikringsbetingelser nøje igennem. Generelt er et hegn dækket ved brandskader. Ved stormskader og anden pludselig skade er det normalt et krav, at hegnet er opført på muret/støbt sokkel. 
   
Og husk, mens du knokler på raftehegnet, at det allerbedste ved raftehegn er, at de er sjove at lave.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler