Tivoli i København slår snart dørene op til en Have & Blomsterfestival, hvor gæsterne kan opleve spektakulære blomsterskulpturer, et stort have- og blomstermarked, workshops samt såkaldte blomstermenuer på restauranterne.
Det er første gang Tivoli afholder en festival, hvor haven og blomsterne fejres, og det er der en helt særlig grund til, forklarer Tivolis chefgartner, Tom Knudsen:
– Først og fremmest afholder vi festivalen, fordi haven er vores DNA, og hvorfor så ikke netop hylde det ved at afholde en Have & Blomsterfestival i Tivoli?
– Vi ved, at haven er en attraktion i sig selv, og i det daglige møde med gæsterne får vi rigtigt mange spørgsmål og henvendelser netop omkring vores haveanlæg og valg af planter og blomster, haveinventar, blomsterudsmykning med mere. Den interesse vil vi gerne hylde, og vi tror, at netop Tivolis have kan være den perfekte ramme for folk, der gerne vil gå på opdagelse og inspireres yderligere af den verden som haveuniverset repræsenterer, fortæller Tom Knudsen.
Aktiviteter for alle
På Have & Blomsterfestivalen vil Tivolis gæster blandt andet kunne opleve den internationalt anerkendte blomsterdekoratør Nicolai Bergmann, der udstiller sine japansk-inspirerede blomsteræsker og fremfører blomstershows i Glassalen.
Derudover vil man kunne opsnuse masser af inspiration til altanen og den bæredygtige have, samt overvære udskæringen af store træskulpturer.
Hvis man måtte mangle inspiration til altanen eller haven i form af havemøblement eller krukker vil der også være rig mulighed for det. Imens kan børnene flette blomsterkranse og kroner eller give sig i kast med havespil på plænen.
Have & Blomsterfestivalen afholdes fra den 28. august til den 5. september 2021.