Ann-Sofies nybegynderfejl i køkkenhaven

Forårsvejret har for alvor sat gang i Ann-Sofies køkkenhave - radisserne, grønkålen, ærterne samt kruspersillen er allerede på vej op. Det er dog nødvendigt at hun får bugt med sine nybegynderfejl, inden det er for sent.

Status på køkkenhaven

Det er en fem ugers tid siden, at jeg sidst skrev om vores køkkenhave. Dengang såede jeg kruspersille, grønkål, radiser og gulerødder. Siden da har vi arbejdet løbende på køkkenhaven, og det vil jeg give jer et indblik i her. For små fire uger siden var vi en lørdag formiddag forbi Frederiksberg loppemarked. Her købte vi to krydderurt-planter – løvstikke og spansk kørvel – af en kvinde, der selv havde økologisk dyrket dem i sit drivhus i Vanløse. Dem plantede vi i køkkenhaven samme dag.

Læs også: 8 ting til terrassen

Små nybegynderfejl

For tre uger siden såede Rolf, med hjælp fra Johs, ærter, rødbeder og pastinakker. Samme dag lugede de to også ud i radiserne og grønkålen, som jeg i mit nybegynder-iver havde sået alt for tæt. Jeg havde simpelthen lagt alt for mange frø på et for lille stykke jord. Da jeg var overbevist om at halvdelen af frøene nok ikke blev til noget, lagde jeg dobbelt frø ned. Der tog jeg fejl.

Så da vi i bragende solskin Pinsesøndag var i haven igen, gjorde jeg meget ud af ikke at lægge flere frø på samme sted, da jeg sammen med Rolf såede flere ærter og gulerødder, samt grønne bønner.

Med denne såning blev vi færdige med køkkenhaven, som nu er helt fyldt ud med krydderurter og grøntsager. Nu handler det om at passe og pleje jorden til afgrøderne kommer op og kan høstes. Det betyder vanding på dage, hvor det ikke har regnet, og løbende lugning ud af ukrudt.  

Rosmarin, timiman, radiser, tomater…

En kort opsamling lyder på, at vi nu har plantet krydderurter; rosmarin, timian, laurbær, kruspersille, løvstikke og spansk kørvel.

Af grøntsager har vi plantet radiser, grønkål, tomater, gulerødder, ærter, rødbeder og pastinakker.

Læs også: Ann-Sofies “Projekt havemøbel”

Som du kan se på indlæggets billeder, så er radisser, grønkålen, ærterne og kruspersillen allerede på vej op. En anden vigtig ting udover vandingen og fjernelse af ukrudt er at lade være med at høste før tid. Det er faktisk den sværeste opgave, da vi næsten ikke kan vente med at invitere venner på havebesøg inklusiv vin, grill og salat lavet af egne grøntsager fra haven.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler