Asparges i haven

Grønne asparges er nemme at dyrke i haven, og noget af det lækreste, du kan servere. Bliv en mester til at dyrke asparges i din have med denne enkle indføring i den - indrømmet - ret særprægede plante.

Værd at vente på

Når asparges ligger i den dyre prisklasse, skyldes det ikke, at de er svære at dyrke. Problemet for de professionelle dyrkere er, at høsten kræver håndarbejde, og det er som bekendt dyrt. 

Høst asparges i årvis på én såning

En af de helt store fordele ved at dyrke asparges er, at du kun skal plante bedet til én gang for at høste i årevis. Altså ikke noget med at så år efter år.
Det sværeste er faktisk, at der først for alvor må høstes asparges efter to år. Hvis du ikke kan dy dig, udmarves planterne, der i værste fald risikerer at gå til. Af samme grund skal du sørge for at stoppe årets høst ved sankthans-tid, selv om der stadig myldrer nye skud frem.

Høst asparges indtil sankthans

Planten skal bruge en vis skudmasse for at samle energi til næste sæson, og det kan den ikke, hvis du fortsætter høsten. Indtil sankthans gælder heldigvis den omvendte regel. Jo mere du høster, jo flere nye, lækre skud dannes der. 
Foto: Lotte Bjarke  
Asparges foretrækker let, løs og gerne sandet jord.  

En pryd i haven

Det kan være svært at lade de lækre aparges blive stående, men til gengæld kan du så glæde dig over, at planterne er smukke, når skuddene får lov at udvikle sig i stedet for at blive spist. På den måde er asparges en gevinst for haven.


Let og sandet jord bedst til asparges

Aspargesplanten bliver meterhøj og omfangsrig, så hvis du vil anlægge et aspargesbed, skal du finde et sted, hvor der er god plads og lunt og solrigt.

  Foto: Lotte Bjarke
  Aspargesplanterne er meget sarte.

Plante eller så asparges?

Før du planter i foråret, er det en god idé at løsne jorden i dybden med en spade, så de dybtgående rødder får let ved at etablere sig. Du kan selv så dine aspargesplanter, men det er absolut en fordel at købe planter til udplantning.
Hvis du sår selv, går der fem år, før du kan høste din første asparges. Hvis du planter aspargesplanter ud, kan du smage næste år, og efter to år kan du for alvor begynde at høste.

Køb af aspargesplanter

Aspargesplanterne er ret sarte og meget følsomme over for udtørring. Derfor opbevares de normalt på køl i havecentret, så du skal spørge efter dem. Aspargesplanter ser temmelig besynderlige ud. De ligner nærmest blegbrune blæksprutter med rødder, der forgrener sig ud til alle sider. 
Det er vigtigt, at de ikke udsættes for udtørring, før de bliver plantet. Opbevar dem derfor et køligt, skyggefuldt sted og i plastpose, til de er klar til at komme i jorden.

Forskel på hvide og grønneasparges

Botanisk set er hvide og grønne asparges det samme. Der kan være sortsforskelle, men grundlæggende er det dyrkningsmetoden, der afgør, om man høster hvide eller grønne asparges. Hvide asparges er mere arbejdskrævende end grønne, da de dyrkes i en jordvold, der skal “sættes op” hvert år og udjævnes igen efter høst.

Høstes før de bryder frem i lyset

Skuddene på den hvide asparges er på nødt til at arbejde sig op gennem jordvolden og kan ikke danne det grønne farvestof, fordi de ikke får lys. De hvide asparges høstes, før de bryder frem i lyset, og de skal skrælles, før de kan spises.

Sådan planter du asparges 

sådan planter du asparges=

De mærkelige aspargesplanter kræver en lidt speciel planteteknik. Se med her. 
  • Begynd med at grave en ca. 20 cm dyb rende.
  • Med 30 cm’s mellemrum dannes en lille tue af et par håndfulde jord.
  • Spred forsigtigt en plantes rødder ud omkring jordtuen, så knoppen i midten vender opad.
  • Knoppen skal være 10 cm under jordoverfladen.
  • Når alle planterne er plantet, fyldes jord i renden.
  • Slut af med at vande hele bedet grundigt.
plantning af asparges

Hvor kommer asparges fra?

Asparges er oprindelig hjemmehørende ved kysterne og flodbredderne i Europa, Vestasien og Nordafrika. Den vokser også vildt i Danmark, fortrinsvis på Sydsjælland og Lolland-Falster samt langs Jyllands sydøstkyst.

Opskrifter med aspages

Dyrkning af asparges ligner ikke ret meget andet arbejde i haven, og det indledende arbejde kan være lidt besværligt. Men har du anlagt dit højbed med asparges korrekt, så behøver du som nævnt ikke at plante efter de næste 5 år.
Og så åbner der sig et skattekammer af lækre asparges-retter, som du kan blive ved med at lave indtil sankthans uden at blive ruineret af priserne på denne luksusgrøntsag: Høns i asparges, asparges-suppe, asparges med bacon – fortsæt selv listen.
Twitter Print

Mest læste artikler