Din regnvandstønde kan være en bakteriebombe i sommervarmen

Salat, krydderurter og grøntsager, der spises rå, må ikke vandes med vand fra regnvandstønden - vandet kan indeholde farlige bakterier, der kommer med ind på spisebordet.

Maja Høy

Brug ikke regnvandet til salaten

Vandet fra regnvandstønden er et fint supplement til vandværket, men lad være med at vande grøntsager, som I spiser rå, med regnvandet, for det kan indeholde bakterier.

Selv om du skyller grøntsagerne under vandhanen, kan du ikke være sikker på, at bakterierne er væk.

Det er afgørende, at vandet fra regnvandstønden ikke rammer grøntsagerne direkte, men du kan fx godt fylde vandingskasser i drivhuset med vandet, da grøntsagerne ikke optager bakterier fra vandet via jorden.

Sommervarmen giver flere bakterier

Fugleekskrementer, insekter, jord og støv kommer med ned i regnvandstønden fra tagfladen. Selv om vandet virker rent, vil der være bakterier i vandet.

Og særligt i varme perioder, hvor vandet bliver lunt, har bakterierne gode betingelser for at udvikle sig. Blandt andet salmonella og jordbakterier er glade for varmen, mens campylobacter også udvikler sig, når vandet er koldt.

Vand nysåede frø med det opsamlede regnvand

Du kan godt vande urtehaven med regnvandet, når der er tale om nysåede frø, der først skal på spisebordet om flere måneder. Men når planterne er udviklede, skal de vandes med vand fra vandhanen.

Til sammenligning er Fødevarekontrollens krav til gartnerier, at grøntsager, der skal spises uden kogning, skal vandes med vand i drikkevandskvalitet, så snart planterne har udviklet sig.

Brug vand fra skiferbelagt tagtage

Regnvand fra moderne, skiferbelagte tagpaptage kan uden problemer anvendes til vanding af haven. Det gælder også for nyttehaven. Nyttehaver skal dog altid, uanset tagbeklædning, vandes med vand fra hanen, når planterne har udviklet sig.

Regnvandet er godt til stauder og bilvask

Regnvandet er til gengæld godt til vanding af staudebedet, årets nyplantede buske, den tørkeramte græsplæne og alle sommerplanterne i krukkerne. Har du et kartoffelbed – langt fra urtebedet – kan du også vande det med regnvand, for kartoflerne bliver desinficeret, når du koger dem. Skal bilen vaskes, er det kalkfattige regnvand også godt, for det sætter ikke kalkpletter på lakken.

Snavs fra taget ender i din regnvandstønde

Har du en regnvandstønde med en “vandtyv”, der henter vand fra nedløbsrøret fra tagrenden, vil du altid få “det første” regn, der falder på taget. Når tønden er fuld, løber vandet videre ned i kloakken. Det betyder, at alt snavs, der har samlet sig på taget, uvægerligt ender i regnvandstønden.

Gør din regnvandstønde ren og mindsk risikoen for bakterier

Det er altid en god idé at begynde havesæsonen med at gøre din regnvandstønde grundigt ren.

  • Tøm tønden helt for vand.
  • Vask den af i et desinficerende middel – følg anvisningerne på produktet.
  • Skyl tønden i rent vand, før du tager den i brug.

Pas på børnene

Børnene kan blive syge, hvis de leger med det lune vand i regnvandsbeholderen. Så undgå at bruge det fx i badebassinet, hvor børnene uvægerligt kommer til at få det i munden, når de pjasker rundt. 

Kilde: Morten Lisby, udbrudskoordinator, Fødevareregion Øst.

 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler