Dyrk dine egne løg

Vi bruger løg i mange opskrifter – så hvorfor ikke dyrke dem i din egen have. Først i april er et godt tidspunkt at lægge løgene.


Løget vokser så længe daglængden er tiltagende

Det kræver ikke grønne fingre at dyrke løg, hvis man tager udgangspunkt i butikkernes udvalg af stikløg. Lidt mere besværligt er det, hvis man begynder sin løgproduktion fra frø, men også det kan lade sig gøre, bare man er tidligt ude. Sagen er nemlig den, at løget kun vokser i størrelse, så længe daglængden er tiltagende.

Det er slut til sankthans
Det vil altså sige, at det er slut til sankthans. Så jo tidligere, du kommer i gang, jo større bliver dine løg. Hvis du lægger løg i begyndelsen af april, kan du regne med at høste i begyndelsen af august. Indtil da kan du sagtens snuppe et løg, når du har brug for det, men hvis du vil lagre løgene, skal du vente med at høste, til løgene melder sig klar.

Hvornår er løgene klar
Det gør de ved at lade toppen vælte, så det er nemt at se, hvornår løg er høstmodne. Løft dem fri af jorden med en greb. Det er bedst at høste i en tør periode og at lade løgene ligge på jorden i en uges tid, så løgtoppene kan visne. Du må altså aldrig fjerne toppen, før den er visnet.

Løg til vinterenFotos: Lotte Bjarke
Hvis løgene skal lagres, kan de med fordel tørres i løgrammer på et varmt, tørt sted inden døre. Løgrammer er flade kasser med net i bunden, der tillader god luftcirkulation. Det tager et par uger at tørre løgene, hvorefter de kan opbevares køligt til langt hen på vinteren.

Sådan lægger du løgene
Løg kræver ikke det store af havemanden. Løgene sættes med spidsen opad. Er nogle af dem begyndt at spire lidt, betyder det ikke noget. Dæk bare jord hen over spiren, den skal nok finde op i lyset. Undgå at købe stikløg, der har lange tynde spirer. De har allerede trukket store veksler på energien i løget, og vil ikke kunne udvikle sig optimalt.

Husk vandet
Så er du godt i gang og kan i løbet af få dage konstatere, at løgene har etableret sig, når de små, lysegrønne spirer bryder frem gennem jordoverfladen. Sørg for at vandforsyningen til de voksende løg er nogenlunde stabil. Det giver maksimal vækst.

Væk med ukrudtet
Og sørg for at holde jorden fri for ukrudt, så løgene ikke skal konkurrere med noget om vand og næring. Når du hakker ukrudt, skal du så vidt muligt undgå, at der skubbes jord op omkring løgene, da det kan gå ud over løgvæksten.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler