Dyrk dine egne popcorn i haven

Du kan selv dyrke majs-kerner til popcorn, og det er ikke sværere end at dyrke almindelige sukkermajs. Det er dog ikke alle majskerner, der kan poppes, så du skal købe special-frø eller kerner uden olie og salt. Efter høstning og tørring kan du gemme kornene i glas.

Popcornene opstår ved overtryk

Popcorn laves af majskerner, der eksploderer, når de ristes i varm olie i en gryde eller over åben ild. Eksplosionen sker, fordi majskernens ydre skal er stærk og uigennemtrængelig for vand, mens dens indre er fyldt med stivelse og væde. Ved opvarmningen opstår der et overtryk – og popcornene bliver til.

Begynd dyrkningen i vindueskarmen

Det er ikke alle majskerner, der kan poppes. Derfor skal du købe special-frø, hvis du vil poppe i haven eller købe kerner uden olie, salt m.m.. Mikroovns-popcorn dur ikke. Majs til popcorn dyrkes præcis som sukkermajs. Det er varmekrævende planter, der først spirer og gror, når temperaturen i jorden er mere end 10°. Derfor er det en god ide at begynde i den lune vindueskarm.

Temperatur- og lysforhold

Så i bakker eller potter i spiremuld i 4-5 centimeters dybde. Frøene spirer ved stuetemperatur, men når planterne er kommet frem, bør de flyttes til lavere temperatur og så meget lys som muligt. Allerede efter 3-4 uger kan majsplanterne plantes ud efter afhærdning, hvor de gradvist vænnes til forholdene under åben himmel.

Hvis du vil så direkte på friland, kan du varme jorden op ved at dække den med plastik både før og efter såning.

Plant majsen i grupper

Når majsplanten blomstrer, skal støv fra hanblomsterne øverst bestøve de silkelignende støvfang på hunblomsterne nedenunder, for at der kan udvikles majskerner. Vinden klarer bestøvningen, men for at optimere chancerne for at støvet rammer støvfanget, skal majs plantes ret tæt i grupper frem for på lange lige rækker. Da vil en vindretning på tværs af rækken kunne blæse alt støvet væk. Plant, så der er omkring 50 cm mellem planterne.

Tørres i tre uger

Sukkermajs er høstmodne, når blomsterstilken begynder at visne, men majs til popcorn skal helst modne helt færdigt på planten og høstes normalt først i begyndelsen af oktober. Før de kan poppes, skal de tørres. Fjern dækbladene og tør først kornene på kolben et varmt og tørt sted. Derefter er kornene nemme at skrabe af kolben. Tør dem videre i nogle uger, før du hælder dem på glas. Så kan du lave hjemmedyrkede popcorn i de mørke vinteraftner.

Mini-popcorn af jordbærmajs

Jordbærmajs, der får korte majskolber fyldt med bittesmå røde majskorn, dyrkes først og fremmest til dekorationsformål. Men de røde majskorn er også gode popcornmajs, der villigt popper som popcorn i størrelse small, når de kommer over ilden.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler