Dyrk planter og blomster, der kan spises og har kulør

Du kan allerede nu begynde at tænke over, hvilke nye grøntsager og blomster du har lyst til at dyrke i haven i foråret. Og i år er der særligt fokus på, at de frø du dyrker, kan spises – ikke bare grøntsagerne men også blomsterne. Desuden skal der utraditionelle kulører på grøntsagerne.

Køkkenhaven har fået en renæssance

I en tid med fokus på det nære, gode råvarer og selvforsyning har køkkenhaven og krydderurterne fået en renæssance. En af de altoverskyggende trends inden for frø til haven i 2013, er at de skal kunne spises.

Nye farver og variationer i køkkenhaven

Der skal andre farver på grøntsagerne i år. Tendensen går væk fra den traditionelle, røde tomat eller den orange gulerod og i retning af flere farver, former og variationer. Tomaterne må gerne være sorte, gulerødderne lilla og kartoflerne blå, så der kommer lidt mere kulør i salatskålen.

Læs også: Tallerkensmækker – få tips til nem såning og udplantning

Palmekål og spiselige blomster

Kål er igen blevet en populær spise, efter at de nordiske råvarer har sat deres præg på maden herhjemme. Det betyder, at frøfirmaernes udvalg af kålfrø er blevet større. En af de nye, lidt usædvanlige kåltyper er palmekål. Dens dybgrønne farve og springvandsagtige vækst er flot i køkkenhaven, og smagen minder lidt om grønkål og spinat.

Læs også: Få succes med grønkål i din have

Blomsterne skal også kunne spises

Havens blomstrende indslag skal også kunne spises. Den nordiske kogekunst, som restauranter som Noma og Geranium har gjort populær, slår nu også igennem i udvalget af frø til haven. Har blomsterne også helende egenskaber, gør det dem blot endnu mere oppe i tiden.

Se her den ultimative liste over spiselige blomster.

Blomster til salaten eller kagen

Når du vælger frø til foråret, kan du for eksempel prøve med blomsterkarse, som smager i retning af karse, og gør sig godt på toppen af en salat. Eller den anissmagende skærmplante sødskærm, der ligeledes kan bruges i salaten eller som et lakridssmagende krydderi i kager.

Kilde: Haveselskabet

Mest læste artikler