Gøremål i haven i maj måned

I maj skal køkkenhaven plantes til, og her er udplantningsplanter en genvej til succes. De er mere hårdføre end planter, der bliver sået direkte i jorden. Når planterne er kommet ud, gælder det om at undgå skadedyr som gulerodsfluen og kålsommerfuglen. Få masser af gode råd til haven i maj her.

Twitter Print

Plant køkkenhaven til

Udplantningsplanter er en genvej til succes i køkkenhaven. Måske har du selv forspiret salat, kål og porrer i vindueskarmen, men ellers kan du købe færdige planter lige til at plante ud. Udplantning frem for såning giver den fordel, at planterne ikke er overladt til vejrguderne i babystadiet. Udplantningsplanterne er allerede godt på vej og har udviklet et rodnet, der sikrer god etablering i havejorden.

Jorden skal gøres klar

Før du planter ud, skal du gøre jorden klar. Riv den godt igennem, så jordklumperne slås i stykker, træk ukrudtsplanter op og fjern sten. Lav riller, så planterne kommer til at stå pænt på række og geled, og husk, at de små, uanselige udplantningsplanter i mange tilfælde kan udvikle sig til store planter, der kræver god plads. Der skal fx være 50 cm mellem kålplanter, for at de har plads nok.

Undgå skader på rødderne

Den kritiske fase i projekt udplantning er at undgå at forvolde skade på rødderne. Slå forsigtigt planterne ud af bakken og skil dem nænsomt fra hinanden uden at rykke eller rive. Det gælder om at få så mange intakte rødder pr. plante som muligt. Grav et lille hul til den enkelte plante, og sænk rødderne ned i hullet uden at bøje dem. Fyld så jord på, og tryk den let fast omkring planten med fingrene. Vand efterfølgende, og hold godt øje med, at jorden ikke tørrer ud i den første tid efter plantning.

Den nemme: Dæk køkkenhaven med insektnet

Gulerodsfluen, kålfluen og i særdeleshed kålsommerfuglen hører til de skadedyr, der kan give mange ærgrelser i køkkenhaven. Til gengæld er det forholdsvis enkelt at minimere problemerne. Løsningen er at dække rækkerne med insektnet, fx i form af en tunnel. Gulerodsrækkerne dækkes, når gulerødderne har fået de første par blade, mens kålplanterne bør dækkes umiddelbart efter udplantning, hvis man vil være sikker på at have kålen for sig selv.

Den svære: Fra vindueskarm til åben himmel

Forspirede blomster og grøntsager skal snart forlade den trygge vindueskarm og vænne sig til livet under åben himmel. Det kan være en barsk og i værste tilfælde dødelig oplevelse for planterne, hvis de plantes direkte ud i haven. I stedet skal de gradvist vænnes til temperatursvingninger, stærk sol og blæst. Afhærdningen sker over et par uger, hvor du gradvist lader planterne stå ude lidt længere tid ad gangen. Begynd et sted, hvor der er læ uden fuld sol.

Grønne tips i maj

Dahlia-knolde kan lægges nu.
Plant krukker til.
Del efterårsblomstrende stauder.
Så majs og bønner sidst på måneden.
Fjern jordbærtunnellen, når blomstringen begynder.
Lug mælkebøtter, når de blomstrer.
Giv plænen gødning.
Beskær forårsblomstrende buske efter afblomstring.
Så stauder.
Hyp kartoflerne.
Vand rododendroner, der hænger med bladene.
Beskær stedsegrønne med frostskader.
Sænk gradvist plæneklipperens klippehøjde.
Bekæmp liljebillen.

Twitter Print

Mest læste artikler